Her er de dominerende fødevareselskaber i USA
Når man som forbruger går ind i et supermarked, bliver man mødt af et væld af produkter af forskellige mærker inden for hver enkelt produktkategori. Men selvom udbuddet umiddelbart kan virke enormt, så er det i virkeligheden nogle ganske få selskaber, som står bag de mange produkter – i hvert fald i USA.
Det er den overordnede konklusion i en ny rapport foretaget af Food & Water Watch, der går under navnet "Grocery Goliaths – How Food Monopolies Impact Consumers."
Rapporten viser, at der inden for langt de fleste produktkategorier er tre til fire storaktører, som sidder på helt op til 90 pct. af markedet. F.eks. tegner de tre store læskedrikgiganter Coca-Cola Co., PepsiCo og Dr. Pepper Snapple Group sig for omkring 90 pct. af sodavandsmarkedet i USA.
PepsiCo sidder i øvrigt på næsten trefjerdedele af markedet for tortillachips, mens koncernen står for næsten 60 pct. af salget af kartoffelchips.
De fire bryggerivirksomheder AB InBev, MillerCoors, Heineken og Constellation Brands sidder på 86 pct. af ølmarkedet i landet. Sidstnævnte står bl.a. for den amerikanske markedsføring af Carlsbergs cider, Somersby.
Enorm rækkevide
Og en del af de store megakoncerner markedsfører produkter inden for en lang række kategorier. Også her er PepsiCo med helt fremme med produkter inden for 20 forskellige kategorier.
Koncernen overgås kun af Kraft, der har produkter i 22 kategorier.
På de efterfølgende pladser finder man storkoncerner som ConAgra Foods (19), Nestlé (19) og General Mills (17).
Se hele rapporten fra Food & Water Watch her eller se en grafik over rapportens vigtigste resultater fra mediet Finances Online her.