Danish Crown: Gå ned i løn eller vi lukker Bornholm

Hvis ikke de ansatte går ned i løn, bliver Danish Crowns slagteri på Bornholm lukket.
Så kontant er meldingen fra Danish Crowns kommunikationsdirektør, Anne Villemoes, efter Fødevareforbundet NNF har afvist at lade de ansatte gå ned i løn.
"Bliver meldingen fra NNF ved med at være, at de ikke vil røre ved lønnen, så tager vi det til efterretning, og så er der ikke længere noget slagteri på Bornholm," siger hun til FødevareWatch.
Forhandlingerne ligger nu mellem NNF, der repræsenterer slagteriets ansatte, og DI, som repræsenterer Danish Crown.
FødevareWatch har været i kontakt med DI's underdirektør Michael Nordahl Heyde, men han ønsker ikke at kommentere forhandlingerne.
Vil ikke forhandle uendeligt
Anne Villemoes fortæller, at slagteriet på Bornholm ville koste Danish Crown en halv million kroner mindre om ugen, hvis det lå på fastlandet. Og det er penge, som slagterikoncernen ikke vil blive ved med at betale.
Og ifølge kommunikationsdirektøren har Danish Crown allerede strakt sig langt for at finde en løsning.
"Havde slagteriet ikke ligget på Bornholm, så havde vi lukket det. Men det er så vigtig en del af øens økonomi, at vi nu har brugt fem måneder på at finde besparelser. Når det er sagt, kan vi jo ikke forhandle uendeligt,” siger hun med henvisning til, at koncernen tidligere har sat 1. juni - på søndag - som en skæringsdato for, hvornår besparelserne skal være fundet.
Er på søndag en definitiv dato for jer?
"Vi ved endnu ikke, hvad der kommer ud af mødet mellem DI og NNF. Og det her er en meget, meget usædvanlig situation. Så hvis der går en uge ekstra, må vi jo nok tage det med," siger Anne Villemoes.
Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt
DC: "Direkte løgn"
Tidligere meldte NNF ud, at de ansatte på Bornholm har sagt nej til at aflevere 8 pct. af deres løn til investeringer i slagteriet, som Danish Crown ellers har foreslået. De vil ikke ned i løn, lyder beskeden ifølge NNF.
Men den udlægning giver Anne Villemoes ikke meget for. Hun fortæller, at Danish Crown på et stormøde i Rønne i går foreslog håndsoprækning blandt de ansatte for at finde ud af, om de ville være med til lønnedgangen.
"Det sagde NNF nej til. Så jeg synes, de tager medarbejderne som gidsler. De siger med den ene hånd, at det er medarbejderne, som har sagt nej, og med den anden hånd siger de til os, at medarbejderne ikke må stemme. Det er ikke medarbejderne, som har bestemt det her. Når NNF siger det, er det direkte løgn,” siger Danish Crown-direktøren.
Men ifølge overenskomsten er det jo op til arbejdsmarkedets parter og ikke medarbejderne at forhandle aftaler på plads. Hvorfor ville I så have dem til at stemme?
”Vi ville ikke have dem til at stemme om det – vi vil have dem til at tilkendgive, om de synes, vi skal arbejde videre med det. Hvis de siger, at der ikke er grund til at kigge på det, så ville vi jo have en fornemmelse af, hvor sagerne står.”
Bornholm-ansatte afviser lønnedgang
Relaterede artikler:
NNF: Vi har ikke set noget fra Danish Crown
For abonnenter