NNF: Bornholm-ansatte afviser lønnedgang

Ifølge fødevareforbundet NNF har de ansatte på Bornholm sagt nej til en lønnedgang for at redde det truede slagteri. Dermed balancerer slagteriet stadig på grænsen til lukning.
Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Dramaet om det lukningstruede Danish Crown-slagteri i Rønne fortsætter på fuld kraft.

I går meldte Danish Crown i en meddelelse, at man var tæt på en aftale med medarbejderne, som via en såkaldt "Bornholmerfond" skulle aflevere 8 pct. af deres løn til investeringer i slagteriet.

Danish Crown har sat 1. juni - på søndag - som deadline, hvor der skal være fundet besparelser på 25 mio. kr., hvis slagteriet med ca. 200 ansatte ikke skal lukke. Men selvom datoen kommer skræmmende tæt på, sagde de ansatte på et stormøde mandag nej til forslaget.

Det melder fødevareforbundet NNF, som repræsenterer de ansatte, i en meddelelse.

"Hvis Danish Crown beslutter at lukke slagteriet, så er det ene og alene deres beslutning. Det ville klæde dem at påtage sig det ansvar, i stedet for at gøre medarbejderne, fagforeningen eller kommunen til syndebuk for de mere ubehagelige beslutninger," skriver NNF.

Forslår ny model

De ansatte på Bornholm ønsker altså ikke at give 8 pct. af deres løn til den nye fond - uden at få noget tilbage.

I stedet lægger de ifølge NNF op til medarbejderselskab, hvor man stadig indbetaler 8 pct. af lønnen, men hvor pengene over en periode kommer tilbage i lommerne på de ansatte.

Den model har politikerne lagt op til i det nyligt fremlagte forslag til "Vækstplan for Fødevarer".

"Vi er klar til forhandlinger om et medarbejderselskab. Men det skal bygges op efter de krav, vækstplan for fødevarer stiller op for den type af investeringsselskab. Og så er vi enige med Danish Crowns arbejdsgiverforening, DI, om at en sådan aftale skal forhandles på plads af organisationerne, og ikke lokalt af medlemmerne og den enkelte virksomhed," udtaler Jim Jensen, forbundssekretær i NNF.

Ifølge vækstplanen skal et medarbejderselskab give mulighed for, at de investerede lønkroner kan betales retur på en måde, der afspejler resultatet af investeringerne.

Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

En pistol for panden

Direktøren for Danish Crowns svinedivision DC Pork, Jesper Friis, lagde i går pres på NNF, slagteriets tillidsmænd og de ansatte med følgende udtalelse:

"(...) I sidste ende handler det her om 190 medarbejderes fremtid, og derfor synes vi også, de skal have mulighed for at komme med en tilkendegivelse. Finder vi ikke de nødvendige besparelser, står det klart, at slagteriet i Rønne desværre ikke står til at redde."

Men den udtalelse tager NNF skarp afstand fra.

"Vi har tidligere oplevet, hvordan Danish Crown har sat tillidsrepræsentanterne på slagterierne en pistol for panden og bedt dem vælge mellem lønnedgang eller lukning. På Bornholm er de gået skridtet videre og truer nu medarbejderne. Det er helt urimeligt at bede menige slagteriarbejdere om at afgøre slagteriets fremtid. Den slags beslutninger træffes af ledelsen - og kun ledelsen," skriver forbundet.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Danish Crown eller Thomas Hansen, fællestillidsmand på slagteriet i Bornholm.

NNF: Vi har ikke set noget fra Danish Crown

Skæbnetime for bornholmsk slagteri

DC smider nyt kort i spillet om bornholmsk slagteri

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter