Carrefour stækket af valuta og påsken

Den enorme franske detailkæde Carrefour, der er verdens næststørste efter amerikanske Walmart, kom ud af første kvartal med et salg, der var
lige i øjet i forhold til markedets forventninger.
19,8 mia. euro omsatte Carrefours forretninger for i årets første tre måneder, og det var præcis, hvad medianestimatet af 13 analytikeres
prognoser lå på ifølge Bloomberg News.
Omsætningen fordelte sig på 14,3 mia. euro i Europa, heraf 9,2 mia. euro på hjemmemarkedet i Frankrig, svarende til et fald på 1,4 pct.
Fraregner man effekten af valutakurser samt benzinpriser og den flyttede påskeperiode, som i år falder i april, opgør Carrefour væksten til
plus 0,4 pct. i Europa.
På selskabets nye markeder var der til gengæld organisk vækst på hele 10,5 pct., rapporterer selskabet. Men efter effekten af benzinpriser,
påsken og især valuta blev der faktisk bogført et 9,2 pct. lavere salg i kvartalet, nemlig 5,5 mia. euro.
Det var blandt andet Latinamerika, der var med til at give store udsving. Omsætningen steg 15,2 pct. på organisk basis, men valutaeffekten
kostede hele 26,2 pct. i kvartalet på grund af store fald i den brasilianske real og argentinske peso.