Restauranter er største jobskaber under krisen
Restaurationsbranchen er Danmarksmester, når det kommer til jobskabelse.
Siden finanskrisen for alvor slog igennem i 2009, har branchen således skabt flere nye job end nogen anden i den private sektor - 7500 er det blevet til i alt. Det skriver Berlingske.
Det betyder, at der i dag er ansat mere end 73.000 personer i branchen, som sidste år omsatte for 34 mia. kr.
"Udsigterne i erhvervet er ganske lyse. Rejser er noget af det, der vokser aller mest, og Danmark skal have del i den vækst, så vi kan få flere udenlandske turister på vores restauranter. Danskerne bruger flere penge på at gå ud. Samtidig er de danske restauranter som Noma, MASH, Sticks’n Sushi og Jensens Bøfhus internationale succeser," siger Katja Østergaard, direktør i brancheforeningen Horesta, til Berlingske.
Du kan læse historien her.