Hedegaard kan ikke følge økoboom

Danmarks største ægproducent, Hedegaard Foods, har svært ved at følge den stigende efterspørgsel på økologiske æg. "Vi kunne sælge langt flere æg, end vi gør i dag," siger direktøren.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Danskerne vil have økologiske æg som aldrig før, og rigtig mange af dem skal komme fra Hedegaard Foods, der er landets største producent af økologiske æg.

Hadsund-virksomheden sælger omkring 49 pct. af det samlede antal skalæg i Danmark og oplever særligt inden for økologi en stigende efterspørgsel, forklarer adm. direktør i Hedegaard Foods, Ivan Noes Jørgensen, til FødevareWatch.

"Vi kunne sælge langt flere økologiske æg, end vi gør i dag. I 2013 har vi oplevet stor fremgang i efterspørgslen på økologiske æg. I Danmark er salget steget med 16 pct., og i Sverige har vi mærket en fremgang på 9 pct. i 2013. Tendensen for de første 11 uger af 2014 peger i samme retning med fortsat vækst i nogenlunde samme størrelsesorden."

Fødevarer, drikkevarer, detail og landbrug. FødevareWatch dækker bredt - læs mere i vores gratis nyhedsbrev

Hos Hedegaard Foods pakker man æg i døgndrift seks dage om ugen, og det bliver i alt til mellem 15 og 18 mio. æg om ugen. Af disse æg er 20-25 pct. økologiske, som enten i æggebakker til detailhandlen eller i flydende pasteuriseret form bliver distribueret videre til fødevareindustrien.

Omkring 27 pct. af omsætningen i koncernen stammer fra den økologiske produktion. I 2012 omsatte koncernen, som også har en del store aktiviteter i Sverige, for 933 mio. kr. og landede et resultat på 20,4 mio. kr. Den danske del af forretningen tegnede sig for en omsætning på 464 mio. kr. og et resultat på 20,3 mio. kr.

Økologisk kæmpepotentiale

For første gang er der ifølge direktøren et potentiale i økologi, som man ikke tidligere har set i Hedegaard Foods. Det er opstået i takt med, at man har effektiviseret produktionen, og at der nu ikke længere findes salmonella blandt de danske høns.

"For øjeblikket eksporterer vi 5-10 pct., men det rummer et langt større potentiale," siger Ivan Noes Jørgensen og forklarer videre, at man fra Hedegaard Foods har valgt at neddrosle planerne om at øge eksporten, fordi det for øjeblikket alene handler om at brødføde det voksende danske marked.

Hedegaard Foods har tegnet kontrakt på, hvad der svarer til en øget produktion på 8-9 pct., men om det er nok, tvivler direktøren på.

"Det er klart, at hvis salget bliver ved med at vokse med 16 pct., så bliver der fortsat et gab. Vi arbejder hårdt på at få lukket det hul, men det jo trods alt en positiv problemstilling, som vi skal forholde os til," siger Ivan Noes Jørgensen.

Han fortæller, at forbruget af æg i de seneste ti år er steget, og at man tydeligt mærker, når trends som brunch og proteinkurer indtager danskernes madvaner. På samme måde kan man også mærke, når der i forlængelse af madprogrammer som Masterchef og Den Store Bagedyst kommer mere gang i kagebagningen i køkkenerne.

Svær økologisk finansiering

Skal efterspørgslen fra forbrugerne efterkommes, vil det ifølge Ivan Noes Jørgensen kræve, at antallet af leverandører af økologiske æg stiger, men overgangen til økologisk ægproduktion klares ikke på en formiddag, og med miljøgodkendelser, finansiering og omlægning kan der hurtigt gå mere end et år fra tanke til økologisk æglevering.

”Vores klart største udfordring er at efterkomme efterspørgslen og få flere æg gennem vores anlæg. Vi udnytter ikke det potentiale, der er i markedet. Vi kunne øge salget af æg i både Danmark og på eksportmarkedet, hvis vi havde adgang til flere råvarer, men der er mange faktorer, som gør det svært at reagere hurtigt,” siger direktøren.

Foto: Presse/Hedegaard Foods
Foto: Presse/Hedegaard Foods

Han tilføjer, at det blandt andet er et problem, at realkreditinstitutterne er meget skeptiske i forhold til finansieringen af nye økologiske ægproduktioner, og at det forhindrer nogen i at komme i gang.

Senere på måneden kommer Hedegaard Foods med regnskab for 2013, og Ivan Noes Jørgensen indikerer overfor FødevareWatch, at der i det forgangne år har været tale om en lille omsætningsfremgang, og at resultatet er tilfredsstillende.

Danæg-boss: Vi er ramt af ekstrem svensk priskrig

Foodservice er vilde med økologi

Danske kvinder går efter økologisk mælk 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter