Plantefonden åbner for ansøgninger til millioner
Nu kan danske fødevarevirksomheder ansøge om en del af de 675 mio. kr., der er udloddet gennem Fonden for Plantebaserede Fødevarer, også kaldet Plantefonden, som skal løbe frem til 2030.
Første ansøgningsrunde starter i dag den 31. maj, hvor ansøgere kan få del i 58 mio. kr, skriver Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri.
”Plantebaserede fødevarer er en vigtig brik i klimaindsatsen, og hvis forbrugerne skal have lyst til at spise mere grønt, kræver det, at man er bevidst om de muligheder og bæredygtige alternativer, der er. Derfor er det rigtig godt, at fonden nu åbner for ansøgninger, og jeg håber, at mange vil søge støtte,” udtaler fødevareminister Jacob Jensen (V).
Fonden blev etableret under tidligere fødevareminister Rasmus Prehn (S). Formålet er at bidrage til at udvikle plantesektoren i Danmark gennem både produktion eksport for at mindske klimaaftrykket i den danske fødevareproduktion. Fremadrettet håber nuværende fødevareminister, at værdikæden kan hænge bedre sammen.
”Når forbrugerne efterspørger flere grønne fødevarer, er det vigtigt, at vi får skabt de bedst mulige forhold for erhvervet, så vi fortsat kan få flere plantebaserede fødevarer på middagsbordet og gerne nogle, der er dansk produceret. Det får vi bl.a. ved, at vi har et erhverv, hvor hele værdikæden samarbejder.”
Derfor har Plantefonden et strategisk mål om, at mindst 60 procent af fondens midler går til projekter, hvor minimum to selvstændige aktører fra forskellige led af den plantebaserede fødevareproduktion deltager, fremgår det af pressemeddelelsen.
Fonden for Plantebaserede Fødevarer er en del af Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug fra oktober 2021.
Relaterede artikler:
Øko-slot øjner stort potentiale i Rema-udvidelse
For abonnenter