Premium-flæskestege bliver flået ned fra hylderne
Inflationen har ikke ramt danskernes flæskestegslyst - i hvert fald ikke, når det kommer til flæskesteg af høj kvalitet, fortæller Danish Crown, der i år har set salget stige og nu må melde udsolgt af slagterikoncernens premium-versioner.
Det gælder såvel flæskestege fra specialkoncepter som Antonius, Bornholmergrisen og Friland samt de krogmodnede og gourmetsaltede af slagsen, hedder det i en pressemeddelelse.
”Det er fantastisk, at flere og flere danskere prioriterer den ekstra smagsoplevelse, når de køber flæskestegen til julen. Vi sælger i år 20 pct. flere premium-flæskestege end sidste år, og vi kommer helt sikkert til at se på, hvordan vi kan sikre, at endnu flere danskere kan købe en flæskesteg, der kan noget ekstra, næste år,” udtaler Peter Bendixen, der er ansvarlig for salget til de danske detailbutikker hos Danish Crown, i meddelelsen.
Det stigende salg bekræfter blot den udvikling, man i Danish Crown har set de seneste år, hvor salget af flæskesteg i premium-kategorien er blevet løftet - noget, der de seneste tre år har fået slagterikoncernen til at sætte yderligere fut under blandt andet produktionen.
Salget er fra år til år blevet løftet med 15-20 pct.