Øget synlighed giver chokoladefirma rekordresultat

Væksten fortsætter i Ole Chokolade, og der er i år igen blevet lagt på både top- og bundlinje. I den kommende tid skal der fokuseres på at drive B2B-forretningen frem i tiden uden for chokoladehøjtiderne, fortæller direktør.
Foto: PR/Ole Chokolade
Foto: PR/Ole Chokolade

Med en vækst på 27 pct. kan de i chokoladevirksomheden Ole Chokolade gå glade ud af 2021.

I det for nyligt offentliggjorte regnskab for det skæve regnskabsår 2020/21 formår familievirksomheden at hæve både top og bund, og årsresultatet ender dermed på 1,8 mio. kr. mod 1,4 mio. kr. året før.

Det er det bedste resultat i samtlige af selskabets tilgængelige regnskaber.

Virksomheden opgiver ikke sin omsætning, men bruttofortjenesten er i samme periode steget fra 7,4 mio. kr. til 8,2 mio. kr - en fremgang, som adm. direktør Carsten Ellerkamp begrunder med to ting:

"Vi har været i stand til at forøge vores omsætning, hvilket dels skyldes corona, dels vores synlighed," siger han.

Blandt andet har de i Ole Chokolade nydt godt af, at virksomhederne under nedlukninger og hjemsendelser har ønsket at sende noget ud til deres medarbejdere på hjemmekontorerne.

Chokoladevirksomheden har desuden haft held med at skærpe deres synlighed over for kunderne, fortæller Carsten Ellerkamp:

"Vi blev næsten også tvunget til det. Normalt kunne vi komme ud og holde møder med kunderne og sende dem trykt materiale. Så corona krævede, at vores digitale indsats blev intensiveret ved, at vi fik lavet noget nyt og egnet materiale og kørte fuld gas på sociale medier," siger Carsten Ellerkamp og fortsætter:

"Det gjorde, at vi kom længere og bredere ud, end vi egentlig var vant til. Det virkede kort sagt."

Corona har givet medvind

Fremgangen på bundlinjen kommer efter en række år med en opadgående kurve for Ole Chokolade, der i 2018 blev overtaget af Marianne Vile Ellerkamp.

I den forbindelse løftede hun over for FødevareWatch sløret for en række vækstplaner for den gamle familievirksomhed, der længe havde kørt fladt med en bruttofortjeneste på omkring 6 mio. kr. Og ser man på virksomhedens regnskaber fra 2019 og frem mod i dag, kunne noget tyde på af planen har virket.

Ifølge Carsten Ellerkamp er det primære fokus stadig - som i Marianne Vile Ellerkamps vækstplan - at drive virksomhedens vækst, og de har særligt øjnene rettet mod tiden uden om de to højsæsoner, jul og påske.

"Der er ingen tvivl om, at vores omsætning er defineret af de klassiske chokoladehøjtider. Og der kan man selvfølgelig altid bygge på, men det interessante kunne være at få noget, der kunne give os noget i de mere stille perioder," siger han.

Derfor har de i Ole Chokolade blandt andet intensiveret indsatsen over for butikker med omsætning hele året rundt.

"Derudover leverer vi en del til bilforhandlere og ejendomsmæglere, som jævnligt bruger gaver. På den måde kan vi få en omsætning, der kører ud over højsæsonen," siger Carsten Ellerkamp.

Ekspansionsplaner på pause

En del af planen er dog blevet ændret, fortæller Carsten Ellerkamp.

Da FødevareWatch i 2019 talte med Marianne Vile Ellerkamp, fortalte hun, at der var store ekspansionsplaner for udlandet, og at det kunne gå stærkt i takt med, at de fik aftaler med multinationale selskaber. I dag lyder der mere afventende toner fra direktøren.

Det er ikke, fordi de i Ole Chokolade ikke vil udlandet - de er allerede til stede i Norge og Sverige. For nu vælger de dog at lægge energien i at drive vækst på det danske marked, fortæller Carsten Ellerkamp.

"Der er et kæmpe vækstpotentiale i Danmark, fordi der stadig er så mange, der ikke kender os, og så mange steder, hvor vi ikke er til stede. Vi er jo en virksomhed, som i bund og grund kan levere til alle – de eneste, der vel ikke er interesserede i at modtage vores produkter, er de andre chokoladevirksomheder. Derfor fortsætter vi også med at have fokus på det danske marked," siger han.

Første skridt bliver at deltage i Food Expo til marts, hvor man håber at få fat i flere horeca-kunder, blandt andet cafeer, catering og hoteller, fortæller Carsten Ellerkamp videre.

"Vi viser os nogle lidt uvante steder og håber på, at det kaster noget af sig. Det glæder vi os meget til," siger han.

Ole Chokolade har eksisteret siden 1966, hvor Ole Pedersen startede chokoladefabrikken i Kolding.

Chokoladevirksomheden sælger udelukkende til B2B-segmentet, hvortil de laver kundetilpassede løsninger med logoer på æsker og håndlavede chokolader.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter