Højere fragtrater rammer forbrugerne advarer FN

FN's handels- og udviklingsagentur siger, at importprisniveauet globalt kan stige med 11 pct.
AF MARKETWIRE

FN advarer torsdag om, at en stigning i containerfragtraterne kan komme til at betyde højere priser for forbrugerne til næste år, medmindre problemerne efter coronapandemien løses.

FN's handels- og udviklingsagentur (UNCTAD) siger, at importprisniveauet globalt kan stige med 11 pct. og forbrugerprisniveauet med 1,5 pct. fra nu og i 2023.

"De globale forbrugerpriser vil stige betydeligt i det kommende år, indtil afbrydelser i forsyningskæden i skibsfarten er fjernet, og begrænsninger i havne og terminaler tackles," skriver UNCTAD i rapporten Review of Maritime Transport 2021, skriver nyhedsbureauet AFP.

Propper i de globale forsyningskæder er opstået i forbindelse med coronapandemien på grund af høj efterspørgsel fra anden halvdel af 2020 og fremefter, da forbrugerne købte varer i stedet for tjenester under de globale lockdowns.

Men opsvinget i efterspørgslen ramte flere praktiske begrænsninger, herunder containerskibenes kapacitet, mangel på containere, mangel på arbejdskraft, overbelastning i havnene og generelle covid-19-restriktioner.

Det har ført til rekordhøje containerfragtrater "på praktisk talt alle containerhandelsruter", ifølge rapporten.

"Den nuværende stigning i fragtraterne vil have en dybtgående indvirkning på handelen og underminere det socioøkonomiske opsving, især i udviklingslandene, indtil vi vender tilbage til det normale," siger Rebeca Grynspan, generalsekretær i UNCTADs.

"At vende tilbage til det normale indebærer investering i nye løsninger, herunder infrastruktur, fragtteknologi og digitalisering og handelslettelser," siger hun ifølge AFP.

UNCTAD påpeger, at pandemien har gjort allerede eksisterende udfordringer større - især mangel på arbejdskraft og begrænsninger i infrastrukturen.

Samtidig har også nedlukningen af den kinesiske havn Yantian som følge af smitte med coronavirus samt blokeringen af Suezkanalen af det gigantiske containerskib Ever Given i marts gjort problemerne større.

Tyson Foods skuffer med volumensalget

Slagteskib med laks til Danmark tynger norsk selskab

Danske bøffer på tallerknerne hos tilbagevendte krydstogtgæster 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter