Overblik: Disse restriktioner gælder stadig

Fredag træder næste fase af genåbningen i kraft. Få her et overblik over, hvor der stadig er lukket.
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Flere og flere restriktioner lempes, og det danske samfund er gradvist på vej tilbage mod normalen, fra inden pandemien brød ud.

Mandag forhandler politikerne om den næste fase af genåbningen, der står til at træde i kraft fredag 21. maj.

Fasen er den sidste, der blev skitseret i den overordnede aftale om genåbning fra marts, inden alle over 50 år har fået et vaccinestik.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere sagt, at Danmark kan åbne, når det er tilfældet - hvilket lige nu er i slutningen af maj.

Men hvilke restriktioner gælder stadig? Få et overblik over hovedpunkterne her. Listen er ikke udtømmende:

Forsamlingsforbud:

Indendørs er der et forsamlingsloft på 25 personer. Udendørs må man samles 75 personer.

Forbuddet gælder ikke i private boliger og tilknyttede haver.

Det står fra 21. maj at blive hævet til henholdsvis 50 og 100 personer.

11. juni hæves det til 100 indendørs og droppes udendørs, og 1. august afskaffes det helt - dog ikke for særligt store arrangementer.

Restauranter og barer:

Krav om coronapas ved besøg på restauranter og barer. Der skal bruges mundbind, når gæsterne ikke sidder ned.

Der skal lukkes for gæster mellem klokken 23 og 05. Sidste udskænkning af alkohol er klokken 22.

Der må dog holdes åbent for private arrangementer, hvor deltagerne kender hinanden i forvejen, efter klokken 23.

Natklubber og diskoteker skal fortsat holde lukket.

Butikker:

Gælder arealkrav - at der kun må være et vist antal mennesker - og krav om brug af mundbind.

For liberale serviceerhverv - for eksempel frisører - gælder krav også om coronapas.

Der må ikke sælges alkohol efter klokken 22.

Skoler:

På ungdoms- og voksenuddannelserne har ikke-afgangselever fremmøde hver anden uge. De kan komme retur på fuld tid 21. maj.

Elever fra og med 12 år i grundskolen opfordres kraftigt til at have fået taget en test inden for de seneste 72 timer - altså to gange om ugen.

Videregående uddannelser:

Studerende er tilbage med varierende fremmøde. Afgangsstuderende med mange praksiselementer må være tilbage hver anden uge.

Øvrige studerende må modtage fysisk undervisning 30 procent af tiden.

Der gælder krav om mundbind og et negativt testsvar, der er maksimalt 72 timer gammelt.

Sport og fritid:

Indendørs kontaktsport er lukket. For andre indendørs idrætsaktiviteter for voksne gælder krav om coronapas.

Sangaktiviteter er ikke genåbnet.

Der må fortsat ikke tages ophold i klubhuse.

Swingerklubber må heller ikke holde åbent.

De resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter ventes at genåbne fra 21. maj.

Fitnesscentre er åbne med krav om coronapas for personer over 15 år.

Lege- og badelande, spillehaller og kasinoer er fortsat lukket.

Kulturlivet og professionel sport:

Spillesteder, teatre og biografer må holde åbent med krav om coronapas for tilskuere i sektioner á 500, hvor der siddes ned. For indendørs kulturaktiviteter må der åbnes for op til 2000 tilskuere.

Til fodboldkampe må der lukkes fans af hjemmebaneholdet ind. De må sidde i sektioner á 500 personer - med egen indgang til hver sektion. Det gælder dog for eksempel ikke til håndboldkampe.

Konferencer med erhvervsmæssige formål må åbne for op til 1000 deltagere, hvis de hovedsageligt sidder ned.

Krav om coronapas på museer, biblioteker og andre steder - for eksempel i zoologiske haver, der stadig har lukket indendørs. Sidstnævnte ventes dog at kunne åbne fra 21. maj.

Aftenskoler er lukket. De ventes at kunne åbne fra 21. maj.

Festivaler må afholdes for op til 2000 personer frem til 1. august og herefter 5000 personer. Der gælder også andre krav - blandt andet om coronapas. Det har betydet, at mange festivaler er blevet aflyst.

Dagtilbud:

Forældre og andre besøgende over 12 år skal bære mundbind indendørs.

Arbejdsplads:

Det opfordres til, at alle ansatte, som har mulighed for det, arbejder hjemmefra.

Møder man fysisk på arbejde, anbefales man at blive testet ugentligt.

Offentilig transport:

S-tog, regionaltog og metro må køre med en belægning på 70 procent. Fjerntog og -busser med en belægning på 50 procent.

Det skal bruges mundbind, og der er krav om pladsbillet flere steder - for eksempel i lyntog.

Kilde: Coronasmitte.dk.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også