Johnson & Johnson-vaccine tages ud af vaccineplan

Magnus Heunicke (S) oplyser til partierne på et møde, at vaccinen ikke bliver en del af vaccineprogrammet.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har oplyst til Folketingets partier, at Johnson & Johnsons coronavaccine tages ud af det danske vaccinationsprogram.

Det erfarer Ritzau og flere danske medier.

Vaccinen tages ud af programmet, fordi den er blevet sat i forbindelse med en række sjældne blodpropper.

Patienterne fra USA med blodpropperne havde et sygdomsbillede, der minder meget om det, man så ved visse patienter, der havde fået vaccinen fra AstraZeneca.

AstraZeneca-vaccinen er ligeledes taget ud af det danske vaccinationsprogram.

Det står endnu ikke klart, hvad beslutningen kommer til at betyde for tidsrammen for det danske vaccinationsprogram.

Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm har tidligere peget på, at et stop for Johnson & Johnson-vaccinen, der også går under navnet Janssen, kan betyde, at raske unge mellem 20 og 40 år må vente lidt længere på at blive vaccineret.

Han slog dog i samme ombæring fast, at de, der gerne vil have en vaccination, nok skal få en før eller siden.

Bør være frivilligt

Venstre er ligesom andre partier åben for at lave en ordning, hvor folk selv kan vælge, om de vil have en af de to vacciner, hvor der har vist sig at være en risiko for sjældne tilfælde af blodpropper.

"Når man kan lave en frivillighedsmodel for AstraZeneca, så ser jeg ikke noget problem ved, at man kan gøre det for Johnson & Johnson-vaccinen. Jeg stiller mig i vaccinationskøen og venter på, at det bliver min tur," siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V).

Det siger han før et møde mellem Folketingets partier om en frivillig model.

Omkring 150.000 borgere har allerede fået første stik af vaccinen fra AstraZeneca, inden den blev taget ud af det danske program for vacciner. Det kræver to stik at opnå den fulde effekt.

Sundhedsstyrelsen har siden lavet en model for, hvordan folk frivilligt kan vælge at blive stukket med den vaccine. Det fremgår af et notat, som Ritzau er i besiddelse af.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også