FødevareWatch

V og DF: Usikkerhed om vaccine spiller ingen rolle for genåbning

Det er fortsat usikkert, om covid-19-vacciner fra Johnson & Johnson tages i brug, men det bør ikke påvirke genåbingen af samfundet. Derudover skal en "ulogisk" 30-minuttersregel afskaffes, mener DF.

Foto: LISELOTTE SABROE

Dansk Folkeparti har tre prioriteringer forud for genåbningsforhandlinger.

Det siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl forud for mandagens forhandlinger om næste fase af genåbningen, der begynder 6. maj.

Alle skolebørn skal fysisk tilbage i skolen resten af skoleåret, der skal laves en plan for muligheden for at holde større arrangementer, og de "ulogiske" regler skal afskaffes, mener DF.

Han henviser især til reglen om bordbestilling minimum 30 minutter før for at sidde indenfor på en restaurant.

Reglen står til at udløbe 6. maj, men kan i teorien forlænges. Så Thulesen Dahl vil sikre, at den ryger. Gerne allerede i dag, siger han.

"De 30 minutter er ikke kommet ind som følge af en politisk beslutning. De er kommet til på grund af sundhedsmyndighedernes oversættelse af det, vi har vedtaget."

"Vi skal have vished for, at reglen ryger ud. Gerne i dag, så man kan se, at der sker noget, når partierne er samlet," siger DF-formanden.

Thulesen Dahl mener heller ikke, at usikkerheden om vaccinen fra Johnson & Johnson spiller ind i genåbningsplanerne.

Her er forklaringen på 30 minutters-reglen ved restaurantbesøg 

"Jeg mener ikke, at spørgsmålet om, hvorvidt Johnson & Johnson er inde i vaccineprogrammet eller ej, spiller nogen rolle i forhold til, hvor meget vi kan genåbne nu."

"Det bygger jeg på to ting. Vi har fået at vide, at hvis Johnson & Johnson er ude af vaccineprogrammet i Danmark, vil det alene påvirke vaccineprogrammet på kort sigt med en uge. Det er for lidt til, at det skal påvirke genåbningen."

"Det andet er, at det nuværende smittetal og tal for indlæggelser er noget, som har overrasket os positivt," siger Thulesen Dahl.

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, er enig.

"Vi har fortsat meget lave smittetal, et stabilt lavt indlæggelsestal, så for os at se kommer det ikke til at betyde noget," siger han.

Søndag var status, at antallet af personer, der er indlagt med coronavirus, er på 179.

Johnson & Johnson bad i midten af april de europæiske lande om at suspendere udrulningen af vaccinen, indtil de nærmere omstændigheder omkring nogle tilfælde af sjældne blodpropper hos vaccinerede i USA er undersøgt.

I sidste uge ophævede det amerikanske lægemiddelagentur, FDA, sin anbefaling om at sætte brugen af vaccinen på pause.

En række lande, herunder Danmark, har dog afventet for at se, hvad data fra de undersøgte tilfælde kan fortælle sundhedsmyndighederne.

Forhandlingerne begynder klokken 17 i Justitsministeriet. Her forhandlede partilederne allerede torsdag i sidste uge. Uden resultat.

Mandag klokken 14 er der desuden møde hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om vacciner.

Seruminstitut skyder alternativ til 30-minutters-regel ned

Frederiksen: Ikke en stor indsats at tage coronatest og booke bord 

Mere fra FødevareWatch

Danpo-ejer snupper ny topchef fra Danish Crown

Kyllingekoncernen Scandi Standard har fundet afløseren til Leif Bergvall Hansen, der tidligere på året stoppede som adm. direktør. Den nye direktør har stor erfaring fra kødbranchen og erfaring med at få virksomheder til at vækste, lyder begrundelserne for ansættelsen.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier