Finansdirektør i Chr Hansen: Covid-19 gør det sværere at drive forretning

Chr. Hansens finansdirektør Søren Westh Lonning regner med at "fortsætte retningen sådan nogenlunde" efter et tredje kvartal, hvor covid-19 ikke haft negativ betydning. I horisonten lurer sortere skyer.
Foto: PR / Chr. Hansen
Foto: PR / Chr. Hansen
AF RITZAU FINANS

Chr. Hansen har vundet på coronakrisen i marts, april og maj, hvor lageropbygning blandt kunderne i starten af perioden var med til at løfte resultatet.

Det er dog nu normaliseret, og coronakrisen giver skyer i horisonten. Det siger finansdirektør Søren Westh Lonning oven på torsdagens regnskab.

"Når vi kigger lidt længere frem forbi lageropbygningsfasen, så er der ingen tvivl om, at det bliver sværere at drive forretning i en verden med global recession, selv om vi stærkt positioneret," siger han til Ritzau Finans.

I marts, april og maj, der er tredje kvartal i Chr. Hansens skæve regnskabsår 2019/20, havde ingredienskoncernen en organisk vækst på 7 pct.

Det var mere, end analytikerne havde ventet, men samtidig mindre end sidste år, hvor selskabet kunne fremvise en organisk vækst på 8 pct.

Analytikerne havde regnet med, at Chr. Hansen ville vokse organisk med 5,9 pct., viser estimater indsamlet af selskabet selv inden regnskabet.

I torsdagens regnskab gentager ingredienskoncernen sin forventning om at levere en organisk vækst på 4-6 pct. i regnskabsåret.

Det er selskabet da også godt på vej til at præstere, da facit for de første ni måneder af regnskabsåret er en samlet organisk vækst på 5 pct.

"Vi regner med at fortsætte retningen sådan nogenlunde. Det mener jeg, er realistisk i fjerde kvartal. Men det er klart, at der er mere usikkerhed end normalt, og vi er opmærksomme på, hvad det får af betydning, selv om vi ikke er kommet dertil, hvor vi skal sige noget om næste finansår," siger Søren Westh Lonning.

Robuste kunder gav pote

Chr. Hansen havde i tredje kvartal en omsætning på 313,8 mio. euro, hvilket er en fremgang på 4 pct. fra samme periode sidste år.

Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster steg 5 pct. til 96,5 mio. euro, hvilket var samme vækstrate som på bundlinjen, som endte på 70 mio. euro.

Når ingredienskoncernen er kommet igennem kvartalet uden større skrammer, skyldes det ifølge finansdirektøren den type kunder, som der leveres til.

Selskabet er blandt verdens største producenter af bakterier, kulturer og enzymer til mejeriprodukter og føde- og drikkevarer samt sundhedsprodukter.

"Der er ingen tvivl om, at vi har været heldige med at levere til industrier, der er ret robuste. Det er nogle af dem, der har været mindst negativt påvirket af Covid-19, og det hjælper selvfølgelig," siger Søren Westh Lonning.

Han peger derudover på, at organisation har fungeret godt trods krisen.

"Vi har været heldige med, at der har været få coronatilfælde blandt medarbejderne. Så vi har kunnet fortsætte vores leverancer til kunderne, hvilket har været helt afgørende for den tillid, der skal til," lyder det fra finansdirektøren.

Han erklærer sig tilfreds med tredje kvartal. Han mener, Chr. Hansen er på vej til at levere et godkendt regnskabsår.

"Det har ikke været et nemt regnskabsår. Vi vidste, første kvartal ville blive svært, men det kom vi tilbage fra og leverede et solidt andet kvartal. Så kom Covid-19 med den usikkerhed, som jeg synes, vi har styret godt igennem. Jeg synes med det, der har været i spil, at jeg vil tillade mig at sige, det er et godkendt regnskabsår, vi er i gang med at levere," lyder det fra finansdirektøren.

Investorerne ser også ud til umiddelbart at være tilfredse med torsdagens regnskab. Efter kort tids handel stiger Chr. Hansen-aktien 2,6 pct. til 705,40 kr. på børsen i København.

Søren Westh Lonning stopper i jobbet som finansdirektør når Chr. Hansen har lukket sit 2019/2020-regnskab.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter