ISS rammer rød vækst

Servicevirksomheden ISS endte med negativ organisk vækst på 12 pct. i april og maj.
Foto: Niels Hougaard/ERH
Foto: Niels Hougaard/ERH
AF RITZAU FINANS

Coronavirusset ramte toplinjen hos servicekoncernen ISS i april og maj i år, hvor den organiske vækst blev minus 12 pct.

På trods af det store fald udviklede omsætningen sig bedre end først frygtet i april, slår selskabet fast i en fondsbørsmeddelelse torsdag morgen.

"Omsætningsudviklingen i april var bedre end vores kommunikerede estimat - særligt på grund af en stærk efterspørgsel efter hovedrengøring og desinfektion," skriver ISS.

I starten af maj fortalte serviceselskabet i regnskabet for første kvartal, at det estimerede en negativ organisk vækst i april på omkring 20 pct.

ISS slår i torsdagens meddelelse fast, at omsætningen udviklede sig stort set ens i både april og maj - men at sidstnævnte bød på en lille gradvis forbedring.

Koncernen er dog fortsat forsigtig med at vurdere omsætningsudviklingen for hele året, da alle de lande, som ISS opererer i, har været ramt af nedlukninger for at mindske coronasmitte.

Selskabet regner også med, at overskudsgraden for de første seks måneder af 2020 vil være negativ.

ISS forventer fortsat, at driftsindtjeningen vil være tungt påvirket af faldet i omsætning.

"Overskudsgraden er yderligere påvirket af en markant omdirigering af ressourcer som en resultat af både Covid-19 og malware-angrebet, hvilket - som tidligere meddelt - forsinker en række nøgleprioriteter, som ellers var planlagt i 2020," skriver servicekoncernen.

Selskabet blev i februar i år ramt af et hackerangreb, som førte stil, at flere it-services på tværs af kontorer og lande blev lukket ned.

Sammen med coronapandemien har det ført til forsinkelser af blandt andet ISS' it-integration med kunden Deutsche Telekom og ændringen og konsolideringen af systemer i Storbritannien.

ISS påpeger også, at overskudsgraden typisk er stærkere i andet halvår. Selskabet er dog endnu ikke klar til at offentliggøre en forventning for det nøgletal, da usikkerheden fortsat er stor.

Selskabet har desuden besluttet, at det vil restrukturere en række af de mest påvirkede lokale forretningsenheder for at gøre forretningen klar til genopretningen efter coronakrisen.

ISS oplyser også, at den tilgængelige likviditet fortsat forventes at være stærk. Mere præcist venter selskabet over 11 mia. kr. i likviditet ved udgangen af første halvår.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også