FødevareWatch

Sydbank: Ikke nødvendigt for ISS at øge egenkapitalen som rival

En større eksponering mod foodservice-segmentet stiller Compass Group sårbart i den nuværende krisesituation. Det er ifølge Sydbank-analytiker blandt årsagerne til, at ISS ikke behøver indlede jagten på ny kapital som den britiske konkurrent.

Foto: Miriam Dalsgaard

Britiske Compass, der er en konkurrent til danske ISS, har tirsdag kunnet fortælle, at der skal hentes milliarder til at styrke pengekassen under coronakrisen.

2 mia. pund - svarende til 16,7 mia. kr. - skal hentes ved en udstedelse af nye aktier uden en forkøbsret for at reducere gearingen og øge likviditeten.

Det er dog ikke umiddelbart noget, som den danske servicekoncern har behov for. Det vurderer Per Fogh, der er analytiker hos Sydbank, hvor han følger sektoren.

"Selv med den negative effekt, de så i april med en negativ organisk vækst på 20 pct., har ISS faktisk positiv likviditet, så det er ikke sådan, at de brænder penge af. Så de kommer ikke til at få behov for at øge egenkapitalen på samme måde," vurderer han.

Han hæfter sig ved, at ISS har taget sine forholdsregler ved at få øget kreditfaciliteterne og tilbageholdt udbyttet.

"Da meldte de ud, at det rent likviditetsmæssigt var nok til at komme igennem Covid-19, så ISS har umiddelbart ikke behov for at gøre det her," siger Per Fogh.

Compass, der blandt andet har Coca-Cola og Google på kundelisten, har ligeledes fået løftet sine kreditfaciliteter til 2,8 mia. pund fra 2 mia. pund.

Det britiske selskab er dog ifølge Per Fogh hårdere ramt af coronakrisen end ISS.

"Blandt andet fordi Compass har en væsentlig større eksponering mod "Food services", som også er det segment hos ISS, der er klart hårdest ramt," vurderer han.

Compass måtte i april notere sig en fald i den organiske omsætning på 46,1 pct., viser tirsdagens meddelelse fra selskabet.

I starten af april fortalte ISS, at virusudbruddet ser ud til at have påvirket den organisk vækst negativt med 25 pct. i april.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier