Ny ISS-topchef: Har valgt ISS til - ikke Danske Bank fra

42-årige Jacob Aarup-Andersen fortæller, at han overtager en utrolig robust virksomhed, som han forventer, kommer stærkere ud af coronakrisen.
Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
AF RITZAU FINANS

Jacob Aarup-Andersen var egentlig udset til at skulle efterfølge Thomas Borgen som øverste chef i Danske Bank, men sådan gik det ikke.

Finanstilsynet vejede i slutningen af 2018 Danske Banks indstillede kandidat og fandt ham for let med henvisning til manglende erfaring.

Siden har Jacob Aarup-Andersen blandt andet været chef for de danske bankaktiviteter og midlertidig finansdirektør, men nu forlader han banken helt.

Han skal i stedet være adm. direktør hos servicekoncernen ISS, hvor han 1. september tiltræder og afløser Jeff Gravenhorst.

Tidligere Danske Bank-kronprins bliver ny topchef i ISS

Det er dog udelukkede et tilvalg af ISS - og ikke et fravalg af Danske Bank, fortæller den kommende topchef i et interview med Ritzau Finans.

"For mig er det et tilvalg af en fantastisk mulighed hos ISS. Det betyder, at jeg forlader Danske Bank, men det er ikke et fravalg af banken, men et tilvalg af ISS. Jeg er super glad for min tid i Danske Bank og vil se tilbage på den med positivt blik. Der er mange medarbejdere, som jeg fortsat vil være gode venner med, så jeg forlader det meget udramatisk. Det er et spørgsmål om, jeg har valgt ISS til," fortæller han.

Finanstilsynet lagde vægt på manglende erfaring, da du blev afvist som topchef i Danske Bank. Har du nok erfaring til at lede ISS?

"Det har jeg. Det var specifikt et par års krediterfaring, jeg manglede, og det er en bankting. Der er ikke stillet spørgsmålstegn ved, om jeg kunne lede en stor og kompleks forretning. Hvis du kigger de seneste par år, har jeg ikke lavet andet end at lede store komplekse forretninger. ISS er en stor og kompleks forretning, men jeg kommer også fra en stor og kompleks forretning," siger Jacob Aarup-Andersen.

"ISS kommer styrket ud af krisen"

42-årige Jacob Aarup-Andersen fortæller, at han overtager en utrolig robust virksomhed, som han forventer, kommer stærkere ud af coronakrisen.

"Det er rigtigt, der har været lidt operationelle svingninger de sidste par år, og at vi nu har corona-situationen, og med det sidste er min førsteprioritet at støtte og passe på medarbejderne gennem coronasituation. Jeg er overbevist om, at ISS kommer styrket ud af det her, fordi man har vist evnerne, og at der kommer et ekstremt fokus globalt set på hygiejne, tryghed og sikkerhed på arbejdspladser rundt om i hele verden for at give vores kunder den bedste kvalitetsservice. Her er ISS en global leder. Det er en stærk forretning, jeg overtager," siger han.

Han fortæller, at han selvfølgelig har en holdning til ISS, og hvilken retning selskabet skal bevæge sig i. I første omgang skal der dog lyttes:

"Det er den største opgave. Jeg skal bruge den næste tid på at møde så mange af mine nye kollager som muligt samt kunder og andre partnere.Jeg har selvfølgelig en klar holdning til, hvordan ISS skal eksekvere på strategien de kommende år. Jeg har dyb respekt for den viden, der er i organisationen, og jeg vil gerne starte med at lytte og lære en masse," siger han.

ISS' nuværende topchef, Jeff Gravenhorst, går på pension, når Aarup-Andersen tiltræder.

Han er 58 år og har været topchef for servicekoncernen de seneste ti år, hvor han blandt andet var med til at børsnotere selskabet.

Det skete i marts 2014 i 160 kr. Mandag formiddag koster aktien 106,60 kr. på børsen i København efter en kursstigning på 11,6 pct. oven på det annoncerede direktørskifte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter