Velhavende fødevarefamilier klar til at kaste 60 millioner efter iværksættere

Tyggegummifamilien Bagger-Sørensen, Givesco-familien Eskildsen og Good Food Group-familien Christensen er blandt de fem rigmandsfamilier, som med en ny fond vil investere i især nye fødevarevirksomheder.
Ledelsen i den nye fond, som blev godkendt af Finanstilsynet i februar, består af finansdirektør Johnny Bihl (tv), driftsdirektør Ove G. Rasmussen samt adm. direktør Jørgen Andersen (th). | Foto: PR/Hands-on Mikrofonden
Ledelsen i den nye fond, som blev godkendt af Finanstilsynet i februar, består af finansdirektør Johnny Bihl (tv), driftsdirektør Ove G. Rasmussen samt adm. direktør Jørgen Andersen (th). | Foto: PR/Hands-on Mikrofonden

En række prominente navne fra fødevarebranchen står bag en ny investeringsfond under navnet Hands-on Mikrofonden, som vil kaste penge efter danske iværksætterselskaber.

"Opstartsvirksomheder har rigtig svært ved at finde risikovillig kapital i Danmark, så mange må kigge mod udlandet. De fleste mangler også erfarne kræfter. Derfor har vi lavet en fond med kloge penge, der skal hjælpe med at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark," siger Jørgen Andersen, adm. direktør for Hands-on Mikrofonden.

Hovedinvestorerne bag den nye fond er fem rigmandsfamilier, hvoraf tre af dem kommer fra fødevarebranchen med base i Vejle-området.

Det drejer sig om tyggegummifamilien Bagger-Sørensen, der tjente sin formue på mærkerne Stimorol og V6, familien Christensen, der tidligere ejede fødevarekoncernen Good Food Group, som bl.a. står bag Svansø-mærket, samt citronmånens ejere i Givesco-koncernen, familien Eskildsen.

Derudover består fonden af yderligere 20 mindre investorer, såkaldte hands-on investorer, som skal byde ind med deres kommercielle erfaringer. Den voksende kreds tæller eksempelvis Jan Gerber, tidligere direktør i Danæg, Kohberg og Fakta, samt Lars Børresen, tidligere mangeårig direktør i Urtekram.

"Vi har lavet en fond, hvor de store investerer mange penge, mens de små investerer lidt penge og bidrager med deres klogskab og trækker det daglige arbejde," forklarer Jørgen Andersen.

Udover fødevarefamilierne består hovedinvestorkredsen også af den fynske tobaksfamilie Gundersen fra Assens og Kolding-bilfamilien Christiansen, der også ejer Comwell-hotellerne.

Klar med 60 millioner

Indtil videre råder fonden over 60 mio. kr., der er møntet på nyopstartede virksomheder, som har fokus på bæredygtighed indenfor områderne fødevarer, grøn teknologi og digitalisering.

"Vi vil meget gerne have virksomheder med fremtidsmusik. Det kan være nye måder at sælge fødevarer på, ligesom Too Good To Go og Nemlig.com f.eks. har gjort," siger Jørgen Andersen.

Direktøren ser også et stort potentiale indenfor plantebaserede fødevarer som en del af at spise mere bæredygtigt.

"Vi kigger rigtig meget på ingredienser indenfor vegetarisk, proteinholdig og sund mad som tangproduktion eller bælgfrugter, der bliver lavet til bøffer," tilføjer direktøren, før han understreger, at fonden ikke er smagsdommer.

Potentielle investeringsemner spænder med andre ord vidt; også kødvirksomheder kan falde indenfor rammen, forklarer Jørgen Andersen.

"Specielt hvis de har fundet et miljøvenligt koncept til at sende lokalt produceret kød ud til restauranterne med elbiler og samtidig sørger for at tage overskydende kød med tilbage, så der ikke er noget madspild," siger han.

30 virksomheder under hurtig proces

Virksomheder kan søge fra 500.000 kr. til 3 mio. kr. Hands-on Mikrofond har en tidshorisont på fem år, der samlet kan byde på tre investeringsrunder. Dermed kan virksomheder i perioden hente op mod 9 mio. kr. fra fonden.

Lige nu har fonden 30 ansøgere under behandling, hvor en af dem eksempelvis opererer indenfor dyrkning af afgrøder i flere lag, såkaldt vertical farming. Virksomhederne har typisk en omsætning på 1-10 mio. kr., og seks af ansøgerne er allerede halvvejs i processen.

Når alle millionerne er investeret, forventer direktøren at have en portefølje bestående af 18 virksomheder, hvoraf langt de fleste vil falde på plads allerede i år.

"Vi lover, at virksomheder er igennem processen i løbet af en måned eller tre," siger Jørgen Andersen, der desuden også er direktør i Dandy Business Park i Vejle.

Processen fungerer ved, at virksomhederne udarbejder en forretningsplan som ansøgning, hvorefter de tilbydes sparring pg pitchtræning. Herefter de skal pitche deres forretningsidé til de omkring 20 hands-on investorer.

Fonden lægger typisk omkring 90 pct. af pengene, mens det er et ufravigeligt krav, at mindst én af de 20 investorer også har lyst til at tage aktivt del i virksomheden med både tid og egne midler, som kan dække de resterende 10 pct. af midlerne.

"Ellers kommer man ikke igennem møllen," siger Jørgen Andersen og tilføjer:

"Hvis man bare skal have penge, så skal man ikke søge hos os, for så er vi alt for komplicerede. Man skal vælge os, hvis man mangler erfarne personer med ombord. Men virksomhederne skal bare skrive til os – så skal vi nok svare, om de ligger indenfor rammen."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter