Dragsbæk jagter nye opkøb af plantebaserede selskaber

Den gamle Thisted-virksomhed Dragsbæk opererer i et faldende margarinemarked og kigger derfor i andre retninger for at finde fremtidens vækst. På den plantebaserede arena venter dog nye udfordringer fra et stigende antal rivaler.
Christian Munk har stået i spidsen for Dragsbæk siden begyndelsen af 2016. | Foto: PR/Dragsbæk
Christian Munk har stået i spidsen for Dragsbæk siden begyndelsen af 2016. | Foto: PR/Dragsbæk

Virksomheden Dragsbæk har gennem 97 år produceret og solgt margarine fra hovedsædet i Thisted, og koncernen har overtaget den ene konkurrent efter den anden.

"Vi har opkøbt 44 virksomheder siden 1963. Indenfor margarine er der ikke ret meget tilbage at købe op i Skandinavien," siger Christian Munk, adm. direktør i Dragsbæk.

Derfor er virksomheden begyndt at gå nye veje. Direktøren ser særligt potentiale i en kategori, der modsat margarine rent faktisk vokser: markedet for kødalternativer og plantebaserede fødevarer.

Her ejer Dragsbæk allerede den danske markedsleder Naturli Foods, og sidste sommer opkøbte Dragsbæk næsten alle aktierne i den veganske isproducent Ismejeriet Thy, som også leverer til Naturli Foods. Og der kan meget vel være flere lignende opkøb på vej.

"Vi kigger hele tiden efter, om der er noget, som passer ind i vores plantebaserede portefølje af virksomheder. Det er klart, at Naturli er den største i Danmark, men der er forskellige andre småaktører, som er begyndt på plantebaseret – de er bare ikke så store endnu," siger Christian Munk.

Nye konkurrenter pibler frem

Dragsbæk kigger efter opkøbsemner både inden- og udenfor landets grænser, men selskabet har endnu intet konkret i kikkerten. Direktøren er dog overbevist om, at det især er blandt de plantebaserede fødevarer, at Dragsbæk for alvor skal finde fremtidens vækst.

"Indenfor den plantebaserede kategori er der vækst i Skandinavien. Alternativer til mælk voksede eksempelvis 30 pct. sidste år. Men konkurrencen stiger også markant lige nu. Mejerierne er selv indtrådt på scenen. Konkurrencepresset er stigende, og det kan vi da godt mærke. Det sætter krav til innovationen," siger Christian Munk.

Herhjemme har mejerigiganten Arla i foråret annonceret en plan om at introducere tre forskellige alternativer til mælk på markedet under et nyt plantebaseret brand, Jörd. Det økologiske mejeri Thise har netop lanceret sin havredrik, mens også konkurrenten Naturmælk arbejder på plantedrikke.

Datterselskabet Naturli Foods er selv parat med flere offensive modtræk: Selskabet vil lancere 40 nye produkter alene i år.

Fylder mere og mere

Hos Dragsbæk fylder den nye kategori også mere og mere i tallene. I det seneste regnskab fra 2019 udgjorde de tilknyttede selskaber, der repræsenterer den plantebaserede kategori, knap tre fjerdedele af det samlede overskud på 40 mio. kr.

"Andelen er markant større nu end for fem-ti år tilbage. Der var det nærmest ikke-eksisterende. Det fortsætter med at stige, og udviklingen skal pege mere over mod de nye produkter. Det er der, at fremtidig vækst skal komme fra," siger Christian Munk.

Den største bidragsyder er Naturli Foods, som sidste år øgede sit overskud for syvende år i streg og landede et resultat før skat på 20 mio. kr.

Samme år investerede Dragsbæk 15 mio. kr. i fabrikkerne, hvor produktionen af margarine nu primært foregår fra fabrikken i Thisted. I Thisted ligger også en isproduktion.

Udover margarinefabrikken og isproduktionen driver Dragsbæk tre andre fabrikker i Jylland: en fabrik til plantebaseret mejeri i Vejen, en til kødalternativer i Skovlund og en i Randers, der primært producerer fedtstoffer.

Pastamærket Pastella, som Dragsbæk overtog fra moderkoncernen Orkla i 2018, bliver ligeledes produceret i Skovlund.

Dragsbæk har en egenkapital på 264 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter