Naturli-direktør ændrer kurs: "Vi har en masse ambitioner, der har lidt skibbrud"

Den plantebaserede producent Naturli Foods er tvunget til at udskyde sin plan om at gøre entré i USA. Til gengæld står Norge for skud, og hjemmemarkedet er vigtigere end nogensinde, siger direktør.
Henrik Lund står ved roret hos Naturli Foods, som netop har leveret overskud for syvende år i træk, denne gang på 20 mio. kr. før skat. | Foto: PR/Naturli Foods
Henrik Lund står ved roret hos Naturli Foods, som netop har leveret overskud for syvende år i træk, denne gang på 20 mio. kr. før skat. | Foto: PR/Naturli Foods

Der er kun få dage til, at fødevaremessen Expo West løber af stablen ved Los Angeles i USA, hvor den danske producent Naturli Foods skal udstille sine veganske produkter.

Direktør Henrik Lund har flere lovende møder med forskellige detailkæder i kalenderen, og han er begejstret, for han har aldrig været tættere på at få hul igennem til det kæmpe marked på den modsatte side af Atlanten. Men så kommer coronakrisen ind fra højre.

"Messen bliver aflyst et par dage før, og vi må rejse hjem igen uden nogen møder. Det var helt paradoksalt," siger Henrik Lund med reference til en begivenhed, der nu ligger et par måneder tilbage i kalenderen.

Sidenhen har de potentielle amerikanske samarbejdspartnere fra detailhandlen forkastet deres planer om nye lanceringer til fordel for at sikre fødevareforsyningen under coronakrisen.

"Vi er kommet bag i køen, forståeligt nok. Vi er dog stadig i tæt dialog med en meget stor retailer i USA om landsdækkende lancering, men USA-eventyret kommer nok ikke til at give jackpot før slutningen af året eller 2021," siger Henrik Lund, der derfor har sat eksportplanerne midlertidigt på pause.

"Vi har en masse ambitioner, der har lidt skibbrud i og med, at vi står i en coronakrise. Eksportarbejdet lider under, at vi er i fuldstændig lockdown," siger han.

Indtog i Skandinavien

Producenten har dog langt fra droppet sin ambition om at blive et verdensomspændende brand – prioriteterne er bare ændret. For to måneder siden rullede de første Naturli-produkter nordpå til Norge i butikker hos Coop, Rema og Norgesgruppen. Et par uger efter blev Naturlis is lanceret i Sverige hos Lidl og Bergendahls som selskabets første frostprodukt i landet.

"De svenske forbrugere synes også, at isen er helt fantastisk lækker. Vi håber, at salget kan have en afsmittende effekt i Sverige, så de andre kæder har Naturli med i det næste skub. Det er lidt samme udvikling, vi så i Danmark: Det tager tid at bygge brand awareness," siger Henrik Lund.

Naturlis største eksportmarked for kølekategorien findes på den modsatte side af jorden i Australien. Her har overvejelserne tidligere gået på at etablere produktion for at spare de mange tusind kilometers fragt og dermed minimere varernes klimaaftryk.

"Jeg er ret overbevist om, at det bliver til noget. Vi er ved at kigge på, hvordan vi kan lave en plug and play-produktionsløsning i Danmark, som vi kan implementere langt væk hjemmefra," siger Henrik Lund uden at kunne blive meget mere konkret på nuværende tidspunkt.

Hvis Naturli får ordentligt fat på USA, forestiller direktøren sig også, at samme produktionsmodel kunne blive udbredt til det amerikanske marked. I det hele taget er behovet for lokal produktion kun blevet mere udtalt under coronakrisen, hvor fragt af varer er både dyrere og sværere.

Lancerer alt i Danmark først; undtagen kakaodrik

Mens eksportplanerne til dels er udskudt, er hjemmemarkedet vigtigere end nogensinde før. Det danske marked fylder 58 pct. af omsætningen, og alle Naturlis produkter bliver lanceret på det danske marked først — med undtagelse af en kakaodrik, der grundet usikkerhed om dansk kakaoskat blev introduceret først i handlen i Norge.

"Vores hjemmemarked er enormt vigtigt," siger Henrik Lund og tilføjer:

"Jeg tror, at prædikatet med dansk produktion får ny betydning efter coronakrisen og bliver langt vigtigere. Naturlis sortiment skal gerne produceres i Danmark, hvor det meste i dag bliver produceret på Dragsbæks fem fabrikker i Jylland."

Han har dog ikke mistet troen på det amerikanske marked, hvor han tidligere på året havde møde med blandt andet repræsentanter fra supermarkedsgiganten Whole Foods i Texas.

Naturli Foods forsøger altid at skabe veganske produkter, der kan fungere som direkte erstatning til de traditionelle animalske produkter, og det falder i god smag på det amerikanske marked, påpeger Henrik Lund.

"Jeg kunne sagtens forestille mig at lancere Smørbar som det første produkt i USA, for det findes der ikke noget af derovre. Der er du mere tilbage i margarineland, som giver en hinde i ganen," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også