Jefferies: Masser af spørgsmål til ISS - men mulighed for bedring i 2020

Det amerikanske finanshus Jefferies ser trods umiddelbare udfordriringer for ISS-aktien også umiddelbart basis for forbedring næste år.
Foto: Niels Hougaard/ERH
Foto: Niels Hougaard/ERH
AF RITZAU FINANS

Det amerikanske finanshus Jefferies vurderer den massive kursnedtur, som ISS måtte tage i sidste uge, som fair, fordi nedjusteringen fra selskabet har skabt stor usikkerhed på flere parametre.

Men der er også umiddelbart basis for forbedring næste år, hvor flere faktorer igen skal forbedre marginerne.

I første omgang gør det dog med rette ondt på aktien, efter at ISS sænkede sine forventninger til hele 2019's driftsmargin til "over" 4,2 pct. fra tidligere ventet 5,0-5,1 pct., mens prognosen for de frie pengestrømme blev sænket til 0,6-1,0 mia. kr. fra tidligere ventet 1,8-2,2 mia. kr.

Derfor har Jefferies også sænket sit kursmål til 155 kr. fra 180 kr., men den neutrale anbefaling "hold" står dog ved magt.

"Grundet usikkerheden omkring marginerne og de frie pengestrømme, vurderer vi, at ISS er rimeligt værdisat efter nedturen," skriver Jefferies i et analysenotat.

Som konsekvens af nedturen har ISS også iværksat yderligere et spareprogram, hvor 400 mio. kr. i omkostninger skal skæres væk, og det kan give et lidt mudret billede rent finansielt på kort sigt.

Men så er der også potentiale for forbedring næste år, hvis tingene lykkes for ISS, vurderer Jefferies.

ISS' egne forventninger til 2020 indikerer en forbedring af driftsmarginen til "cirka" 5,0 pct.

"Dette ventes at komme fra: fraværet af yderligere nedskrivninger, et neutral bidrag fra tabsgivende kontrakter, faldende restruktureringsomkostninger og det nyligt annoncerede effektiviseringsprogram," skriver Jefferies i sin analyse og påpeger, at det delvist kan blive modvirket af et fortsat negativt bidrag fra ISS' Novartis-kontrakt.

"Det indikerer ingen kredit for et forbedret markedsbillede i Frankrig, Sverige og USA," uddyber Jefferies, som derfor føler sig komfortabel med en neutral anbefaling, indtil der er overblik over det endelige nedskrivningsbehov i fjerde kvartal, og ISS har givet mere information om arbejdet med at forbedre profitabiliteten i de kontrakter, der lige nu er tabsgivende.

ISS-aktien bankede ned med 20,2 pct. i onsdagens handel, efter at serviceselskabet løftede sløret for nedjusteringen natten til onsdag.

Siden kom den lidt igen med stigninger på 0,2 pct. og 4,0 pct. torsdag og fredag, så aktien gik på weekend i 151,30 kr. - 16,7 pct. lavere end inden nedjusteringen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter