Tidligere topchef om iværksætterlivet: Op- og nedture får bare 25 procent mere power, når man er selvstændig

Det er ikke let at vælge iværksættervejen, når man kommer fra topstillinger og store lønninger. Alligevel er Lise-Lotte Callesøe York gået netop den vej efter en 13 år lang karriere i toppen af fødevarebranchen - og hun fortryder det på ingen måde.

"Virksomheden er det første, jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen, og det sidste jeg tænker på, inden jeg skal sove. Vågner jeg om natten, er det også virksomheden, jeg tænker på. Jeg arbejder 24-7."

Det fortæller Lise-Lotte Callesøe York, adm. direktør og ejer af Fairdig Aps, som sælger 100 pct. plantebaserede, økologiske færdigretter på frost til detailhandlen.

Ser man bort fra tankegangen og de mange timer på kontoret er Lise-Lotte Callesøe York ikke det klassiske billede på en iværksætter.

Hun har ikke selv opfundet konceptet bag Fairdig, men har derimod købt det på Saxis, Danmarks største virksomhedsbørs.

Fairdig startede nemlig som et universitetsprojekt for tre iværksættere i 2016, der siden har kastet håndklædet i ringen, fordi iværksætter-tilværelsen bød på for mange bump. Den nye direktør ville ellers gerne have haft de tre med videre i projektet, som hun ser store muligheder i.

 

"Der er nogle tendenser og trends i vores samfund i øjeblikket, som gør, at fryseren i fremtiden kommer til at spille en meget større rolle for forbrugeren, end den gør i dag," mener hun.

Lise-Lotte Callesøe York peger dog på, at der skal en mentalitetsændring til, før at fryseren kommer til at vinde indpas, og netop den vil hun gerne være med til at skabe.  

"I Danmark har fryseren et dårligt ry. Det skal der laves om på, for den kan virkelig noget. F.eks. i forhold til madspild. Fairdig-retten kan ligge i fryseren i op til et år. Hvis mad derimod ligger i køleskabet, er det dødt efter fem dage og bliver smidt ud," siger iværksætteren og fortsætter: 

"Retten bliver frosset ned, lige efter den er færdiglavet. Derved bevarer den sine vitaminer, al sin smag og konsistens, og det er ikke nødvendigt at tilføre tilsætningsstoffer. Bliver produkterne behandlet ordentligt i produktionsøjeblikket, så har de det meget bedre i fryseren, end de har i køleskabet."

Lise-Lotte Callesøe York er ikke nybegynder i fødevarebranchen. Hun har en 13 år lang karriere bag sig med lederstillinger i Royal Greenland, Arla Foods og senest som adm. direktør i Skandinaviens største sushileverandør FSG Food, som hun forlod i 2017.

Købte idéen på nettet

Der er ikke meget tilbage af det oprindelige Fairdig, som Lise-Lotte Callesøe York købte i juli sidste år. Logoet og navnet har hun beholdt, men emballagen og designet er lavet om. Dertil er de fire retter komprimeret til to, og to nye er blevet tilføjet.

Således er strategien bag brandet nu, at hver variant skal repræsentere et verdenskøkken. Indtil videre repræsenterer Fairdig det marokkanske, det indiske, mexicanske og italienske køkken. Ambitionen er senere at udvide med flere.

Med andre ord har Lise-Lotte Callesøe York været inde og dreje på stort set alle skruer i selskabet.

Nøgletallene i regnskabet var heller ikke prangende, da hun overtog.

I 2017 havde selskabet en omsætning på knap 300.000 kr., men et årsresultat på minus 51.000 kr. og en negativ egenkapital på minus 100.000 kr. For at overtage selskabet skulle gæld optages og kreditnota overtages.

Det nærlæggende spørgsmål er derfor, hvorfor Lise-Lotte Callesøe York ikke blot startede sit eget brand fremfor at køre videre på det skrantende Fairdig.

"Der ligger mange fødevaregodkendelser, økologimærkning og en masse administrativt arbejde, som hører med til opstarten af en ny virksomhed. Dertil skal man finde producenter og opskrifter. Min kernekompetence lægger ikke i de første skridt i iværksætterprocessen, men derimod i konceptualiseringen og eksekveringen. Derfor lå det lige for at opkøbe en virksomhed fremfor at starte helt fra bunden," siger Lise-Lotte Callesøe York, der dog ikke vil fortælle, hvor meget hun gav for virksomheden.   

Syv møde-mantraet

Mens nogle fødevareproducenter ikke ville nærme sig detailhandlen med en ildtang, er det drømmen for andre. Sidstnævnte er tilfældet for Lise-Lotte Callesøe York.

"Jeg kan godt forstå, at der er mange, der giver op i jagten på detailhandlen," siger hun.

Det er af flere årsager ikke let at fange indkøbernes opmærksomhed.

"I de store detailkoncerner sidder der måske fem personer og forvalter varer til 1,5 mia. kr. inden for to kategorier. Og så kommer man som iværksætter med sin lille nyhed. Hvorfor skulle de give sådan en taletid, når de har 10-15 store kunder og leverandører, der prioriteres og fokuseres på?"

Særligt køledisken er der kamp om, fordi e  konkurrent skal ud, før der opstår plads. Den tidligere FSG-direktør understreger derfor, at det kræver vedholdenhed. Hun tilskriver sin fortid i Royal Greenland og Arla for den. Dertil har de mange år i branchen givet hende en ballast, som gør, at Lise-Lotte Callesøe York ikke giver op efter ét nej.

"Der var én der sagde til mig: Du skal have syv møder før det lykkes. Det er blevet et mantra for mig," fortæller hun.

Den nyslåede iværksætter skal inden længe mødes med Coop for tredje gang og har mødt Salling Group to gange. Derfor mener iværksætteren, at hun stadig mangler hhv. fire og fem indgangsvinkler.

"Det handler simpelthen om at benytte det netværk, du har. Du kan jo ikke ringe til den samme person syv gange. Det gælder om at finde nye indgangsvinkler, indtil ordren til sidst ligger på dit bord."

Forstår godt, folk opgiver

Lise-Lotte Callesøe York forstår derfor godt, hvorfor mange opgiver - de tre oprindelige iværksættere bag Fairdig inklusiv. For at være iværksætter er hårdt arbejde.

Den tidligere topchef står selv i Meny-butikkerne med sine smagsprøver for at overbevise kæden om, at Fairdigs produkter skal have en plads i frysedisken.

"Det er hele tiden en opvejning af, om det er indsatsen værd. Jeg tjener ikke noget på at være i de enkelte Meny-forretninger på grund af transportomkostningerne. Var Fairdig derimod en fast del af sortimentet, skulle alle retterne leveres ind til ét varelager, hvilket ville være langt billigere," fortæller hun.  

Alligevel anser Lise-Lotte Callesøe York arbejdet i Meny som en god handel.   

"Det er hele tiden en afvejning. Jeg betragter placeringen hos de enkelte Meny-købmænd som marketing. Ambitionen er at lande en af de store detailkæder eller at få hul på det tyske eller svenske marked – inden sommer. Målet er at få volumen på salget, så virksomheden begynder at kunne køre rundt af sig selv. Det betyder ikke, at der skal være nok til, jeg også kan få løn, men at driften kan løbe rundt. Det er ikke ret ambitiøst, men det er første mål."

Og hvis det ikke sker, overvejer du så at stoppe?

"Det overvejer jeg jo hver dag. Når man går fra at have været fastansat og direktør med en stor løn og en tilsvarende fed bil, til ikke at have fået løn siden juli og begynder at tære på sin formue. Så… På dårlige dage overvejer jeg naturligvis kraftigt, om det overhovedet er det her, jeg vil."

Hvorfor er det så det, du vil?

"Det er simpelthen, fordi jeg tror så meget på det. Og det er drømmen, om at få det til at lykkes. Jeg tror et eller andet sted, at det handler om, at jeg gerne vil lykkes med noget på egen hånd," siger den tidligere topchef og fortsætter:

"De der små positive oplevelser, man har undervejs, de fylder bare helt anderledes end i et almindeligt job. Op- og nedture får bare 20-25 pct. mere power, når man er selvstændig, og det synes jeg er vildt fedt – især at det er muligt i en alder af start 50'erne på baggrund af den erfaring jeg har."

Cocktail-iværksætter spejder mod detailhandlen

Manden bag Mark Zuckerbergs sikkerhed brygger aldrig samme opskrift to gange

Tidligere Goldman Sachs-direktør marcherer ind på dansk sodavandsmarked 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter