Danmark får sin første kødautomat

Slagtermester bag døgnåben kødautomat har ambitioner om at opstille 50-100 automater på dansk jord inden udgangen af 2019.

Fra 4. november er det muligt at få tyndstegsfilet, bacon og lammepølser på alle tidspunkter af døgnet - i hvert fald i nordsjællandske by Lyngby, hvor slagtermester Morten Valentin Holm åbner Danmarks første kødautomat.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra slagterbutikken Kødbilen. 

Kødautomaten, som fungerer lig automater du normalt henter frugt i og chips i, har plads til 400 kilo kød. Kødet beskriver manden bag som "billigt, økologisk kvalitetskød" og udskæringerne vil bestå i alt fra tyndstegsfilet, entrecote og skinkeculotte til hakket oksekød af kødkvæg, lammepølser og bacon i tern.

"Kødautomaten er altid åben, og det betyder, at løsningen er lige rundt om hjørnet, uanset om man mangler pølser til natmaden sent lørdag aften, om lysten til et særligt godt stykke kød opstår onsdag aften, når slagterbutikken er lukket, eller når folk med skæve arbejdstider har brug for at handle uden at skulle tænke på butikkers åbningstider," forklarer Morten Valentin Holm i meddelelsen.

Idéen er hentet i udlandet, fremgår det.

"Andre steder i verden er kødautomater en stor succes. I Tyskland er der flere hundrede af slagsen, og i USA skyder automaterne op med en ambition om, at de med tiden skal blive lige så almindelige som pengeautomater. Og nu er tiden moden til at afprøve ideen om døgnåbne automater i Danmark fyldt med vakuumpakket kød af den bedste kvalitet," udtaler Morten Valentin Holm i meddelelsen.

Inden udgangen af 2019 er planen, at opstille mellem 50 og 100 kødautomater i hele landet.

Priserne holdes nede, fordi automaten ikke kræver et stort antal medarbejdere at holde i gang.

"Min ambition, lige fra jeg startede Kødbilen, har været, at alle danskere skal have adgang til ordentligt kød, der er til at betale. Og når jeg nu tager næste skridt og åbner Kødautomaten, handler det om, at når man skal bruge et godt stykke kød, skal man være uafhængig af tiden på døgnet og butikkernes åbningstider," udtaler Morten Valentin Holm i meddelelsen.

Slagteriboss lægger op til revolution i landbruget

Næsten hver femte Ikea-hotdog er vegetarisk - nu skal der findes nye madpartnere

Bæredygtighedens svar på Steve Jobs: Sæt svin og kyllinger sammen og resultatet er profitabelt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også