Glippede opkøb og tørke satte en stopper for Danish Crown Ingredients

Danish Crowns storsatsning DC Ingredients lukker under to år efter begyndelsen og milliardstore ambitioner. Ærgerlig direktør sætter nu ord på baggrunden for beslutningen.
Foto: Ritzau Scanpix/Janus Engel.
Foto: Ritzau Scanpix/Janus Engel.

Det er ikke mere end halvandet år siden, at Danish Crown satte datterselskabet DC Ingredients i søen. Og i maj sidste år fortalte selskabets direktør, Bjarne Larsen, om store ambitioner og markedsmuligheder.

Alligevel lukker den store kødkoncern nu ned for den store satsning, der var udset til at levere en omsætning på omkring en mia. kr. inden for de næste 4-6 år.

Det er da også en ærgerlig direktør, som nu sætter ord på beslutningen over for FødevareWatch.

"Som en del af vores strategi har vi fra starten haft kig på to-tre opkøb, der skulle have været fundamentet for en hurtig etablering af Danish Crown Ingredients. Det glippede desværre, og det seneste i forsommeren i år," siger han uden at ville komme ind på, hvilke selskaber der præcist var tale om.

Han fortæller dog, at det drejer sig om selskaber i et relativt stort eksisterende marked inden for fødevare- og ingrediensområdet.

"Derefter stod vi tilbage med et forretningsben, som skulle bygges op fra bunden. Det er et forretningsben, der har meget interessante perspektiver, men horisonten var simpelthen for lang for Danish Crown. Det blev yderligere skærpet af en situation, hvor landmændene har det svært," siger han og henviser til sommerens historisk hårde tørke.

I maj sidste år fortalte Bjarne Larsen, at man gik efter en omsætning på en mia. kr. mellem år 2022 og 2024, men det var indbygget heri, at et opkøb skulle lykkes.

"Det var helt sikkert en væsentlig del af det. Men ikke hele milliarden skulle hentes derfra. Opkøbet skulle have været det fundament, der kunne skubbe os hurtigt i gang," forklarer han.

Det virker umiddelbart som en lidt usikker strategi at bygge et helt sats op på at realisere et opkøb, hvad tænker du om det?

"Det har jeg ikke kommentarer til," lyder det.

Kræver mere tid end der var

Ideen med DC Ingredients var helt kogt ned at bruge biprodukter fra Danish Crowns kødproduktion og tage egenskaberne derfra og forædle dem til kategorierne muskelopbyggende produkter, seniorernæring, vægtkontrol og beriget dyrefoder.

Bjarne Larsen fortæller, at man lykkedes med at etablere forretning med eksempelvis nogle sygehuse, og at han bestemt stadig anser hele projektet for at have væsentlige potentialer.

Bjarne Larsen.
Bjarne Larsen.

"Vi kom med nogle produkter, der kunne proteinberige madvarer henvendt til ældre, syge og sportsfolk. Men det skulle anvendes til en helt anden type fødevarer, end man har oplevet før. Det betyder, at vi først skulle lære at se, hvilke fødevarer det gav mening at bruge det i," siger han og uddyber:

"Derefter skulle vi ud og finde kunderne. Kunderne skulle så vænne sig til tanken om, at proteinberigede fødevarer ikke længere kun var shakes, men at det også kunne være en pizza eller kødboller. Hele den proces tager bare en årrække, inden at man er helt oppe at køre."

Og det ville være et for langt træk for Danish Crown?

"Ja, simpelthen. Sagt på en anden måde, så kræver det relativt store investeringer i produktionsfaciliteter, viden og mandskab. Og inden at du får en forretning op at køre, der er stor nok til at betale for det, går der et stykke tid," lyder det.

Medarbejdere bliver opsagt.

Bjarne Larsen kom til Danish Crown fra en position som både kommerciel direktør og driftsdirektør i ingrediens- og kartoffelvirksomheden KMC-Kartoffelmelcentralen, hvor han var tilknyttet fra 2006. I 2003-2004 var han tilknyttet Tulip Food Company.

Det ærgrer ham, at han så kort tid efter skiftet skal være med til at lukke selskabet ned og dermed som udgangspunkt stopper i Danish Crown.

Yderligere betyder nedlukningen, at ti medarbejdere bliver opsagt.

"Først og fremmest er jeg ked af det på medarbejdernes vegne. Vi har jo lige ansat nogle mennesker. Personligt gik jeg ind i det her med nogle andre forventninger og forhåbninger, og det er rigtigt trist, at de ikke bliver indfriet, men sådan er det," fortæller han.

Det er forventningen, at DC Ingredients er helt afviklet inden for to måneder.

DC Ingredients arbejder hen mod milliardomsætning

Danish Crown henter direktør for ingredienserne i KMC

Danish Crown opgiver satsning på ingredienser

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også