FødevareWatch

Kendt restaurantkæde siger farvel til direktøren

Den afgående direktør nåede blot 15 måneder i spidsen for Cofocos net af restauranter.

Foto: Linda Johansen

Jonas Maltha står ikke længere i spidsen for Copenhagen Food Consulting Aps, der er navnet for selskabet bag Cofocos restaurantdrift og københavnske restauranter som Scarpetta, Llama og Vækst.

Det bekræfter han over for FødevareWatch. Han ønsker dog ikke at uddybe baggrunden for, hvorfor han nu skal på jobjagt. Det ønsker heller ikke majoritetsejer Christian Lytje, der ikke er vendt tilbage på adskillige henvendelser. Ifølge CVR-registret er Christian Lytje selv indtrådt som ny direktør i selskabet.

Jonas Maltha har en fortid hos selskaber som McKinsey og Ørsted, det daværende Dong, og kom til Cofoco i november 2016. Han nåede dermed 15 måneder som adm. direktør i selskabet.

En solid forretning

Cofoco har siden 2004 drevet restauranter for det københavnske folk. Siden da har selskabet bag åbnet restauranter, som dækker over alt fra det franske, italienske, sydamerikanske, japanske til det nordiske køkken, og i dag har kæden 13 forskellige restuaranter.

Selskabet har endnu ikke offentliggjort regnskab for 2017, men det seneste regnskab for 2016 viste solide nøgletal.

Bruttofortjenesten steg til 96,3 mio. kr. fra 78,4 mio. kr., mens overskuddet efter skat voksede til 15,1 fra 14,5 mio. kr. i 2015. Den pæne fremgang betød, at ejerne kunne udbetale et udbytte på 6,3 mio. kr.

Samtidig voksede Cofocos egenkapital til 17,6 mio. kr. mod 10,9 mio. kr. i 2015, mens egenkapitalens forrentning voksede til 94,2 pct. fra 60,0 pct. i 2015 og 45,2 pct. i 2014.

Stifter ude af selskabet

I april 2016 kom det frem, at stifteren af Cofoco, den kendte mad-iværksætter Torben Klitbo, valgte at træde ud af ejerkredsen i den fremadstormende københavnske restaurantkæde efter, at samarbedjet med Christian Lytje var kørt en smule skævt.

"Vi behøver ikke at pakke tingene ind. Vi har da været uenige om nogle ting, blandt andet om hvilke restauranter vi ville lave. Vi har sagtens kunnet sidde over for hinanden og tale om tingene. Men vi har ikke været helt enige. Jeg har så fokuseret mere på min afdeling, og Christian har fokuseret på restauranterne," sagde Torben Klitbo i den forbindelse til Berlingske.

Thomas Klitbos farvel gav samtidig et comeback til finansmanden Thomas Rudbeck, der genindtrådte i Cofocos ejerkreds.

De seneste år har Torben Klitbo til gengæld gået i samarbejde med Coop. Han har således købt sig ind i det delvist Coop-ejede Catering Danmark, hvor han står for at løfte kvaliteten, ligesom han i fremtiden skal hjælpe Irma med udvikling af nye måltidsløsninger og gastronomisk sparring.

I februar åbnede Torben Klitbo restauranten Quartier, der er placeret i de lokaler, der husede Cofocos nu lukkede takeaway-restaurant Le Marché indtil for nylig.

Cofoco og partner dybt uenige om fremtid i takeaway-selskab

Cofoco-stifter fik stort millionbeløb ved exit

Cofoco-restauranter laver igen millionplus og leverer stort udbytte

Forsiden lige nu

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier