Chr. Hansens direktør stopper

Cees de Jong vil træde tilbage som adm. direktør for den danske ingrediensvirksomhed Chr. Hansen Holding A/S. I stedet vil den 56-årige direktør forfølge en karriere som bestyrelsesmedlem.
Foto: Charlotte De La Fuente
Foto: Charlotte De La Fuente

Cees de Jong vil træde tilbage som adm. direktør for Chr. Hansen Holding A/S.

Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse sendt ud tirsdag morgen kl. 08:01.

"Cees de Jong har meddelt selskabet, at han, efter at have fungeret som administrerende direktør i næsten fem år, ønsker at forfølge en karriere som bestyrelsesmedlem uden for Chr. Hansen," skriver ingredienskoncernen.

Den 56-årige hollandske direktør har siddet på posten siden april 2013 og fortsætter i stillingen indtil en afløser er fundet.

Om direktørskiftet siger formand for bestyrelsen i Chr. Hansen, Ole Andersen:

"Når Cees de Jong forlader Chr. Hansen, vil det være en langt stærkere virksomhed, end da han tiltrådte, og med spændende fremtidsperspektiver. Jeg ser derfor frem til at finde og udpege en ny administrerende direktør for Chr. Hansen blandt de meget stærke kandidater, der utvivlsomt vil være til denne attraktive stilling."

Meldingen kommer kort tid efter, at Chr. Hansen overraskede positivt med en organisk vækst på 10 pct. i regnskabsåret 2016/17 – en overraskelse, som selskabet forventer at gentage i det kommende regnskabsår, hvor man regner med en organisk vækst på 8-10 pct.

"Selv om jeg nu vælger at forfølge en anden karriere, vil jeg fortsat være fuldt engageret i min rolle som administrerende direktør for Chr. Hansen, indtil min afløser er på plads," udtaler Cees de Jong selv om beslutningen.

Lang hollandsk historie

Forud for sit arbejde i den danske ingrediensvirksomhed arbejdede Cees de Jong i flere biofarmaceutiske virksomheder og fødevareselskaber.

Tilbage i 1989 startede han sit professionelle liv i den hollandske biofarmaceutiske virksomhed Gist-Brocades, som i midthalvfemserne var en opkøbsivrig virksomhed, der blandt andet forsøgte at overtage Chr. Hansen.

I forbindelse med at Gist-Brocades i 1998 blev opkøbt af Novozymes-konkurrenten DSM for i alt 1,32 mia. dollars, blev Cees de Jong udnævnt som øverste leder af DSM-divisionen Anti-Infectives.

I 2000 kom Cees de Jong til mejeriet Campina, inden han i perioden 2003 til 2007 havde posten som chef for smagsdivisionerne i Quest International, der var ejet af ICI. Fra 2007 og frem til, at Johnson & Johnson i 2011 overtog virksomheden, var han driftsdirektør samme sted.

Ingrediens-direktør: Klogt at sigte på linje med langsigtede mål fra start

Jyske Bank: Høj værdiansættelse på Chr Hansen kan ikke regnes hjem

Chr. Hansen-optakt: Udmeldingerne om næste år er i fokus

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også