Sydbank: Afklaring om Vietnam-bryggeri vil være positiv for Carlsberg

"En afklaring vil være helt fin, men en ejerandel over 50 pct. vil være endnu bedre," siger Morten Imsgard, aktieanalytiker i Sydbank, om Carlsbergs vietnamesiske muligheder i forhold til Habeco-salget, som ser ud til at være kommet op i gear.
Foto: Sydbank PR
Foto: Sydbank PR
AF RITZAU FINANS

Det vil være klart positivt for Carlsberg, hvis der kommer en afklaring på det længe ventede salg af den statsejede del af det vietnamesiske bryggeri Habeco, som Carlsberg i forvejen ejer 17 pct. af. Og bringes Carlsbergs ejerandel op over 50 pct., vil det være endnu mere positivt.

Det vurderer Morten Imsgard, aktieanalytiker i Sydbank, over for Ritzau Finans.

De vietnamesiske myndigheder vil have en afklaring inden 1. december i år, forlyder det i vietnamesiske medier onsdag.

"En afklaring vil være helt fin, men en ejerandel over 50 pct. vil være endnu bedre," siger Morten Imsgard og tilføjer:

"Så kan de implementere deres egne forretningskoncepter og derved drive bryggeriet på en anden måde end i dag."

Han fremhæver, at markedet i Vietnam er superlukrativt og derfor vigtigt for Carlsberg.

Nås der ikke en ejerandel over 50 pct., er det vigtigt, at der anvises en klar vej til at nå det mål, som altid er Carlsbergs ambition: At blive majoritetsaktionær i de bryggerier, som selskabet investerer i.

"Desuden er det at have en minoritetsandel i et statskontrolleret bryggeri ikke et ønskescenarie," vurderer han.

Han fremhæver, at Carlsberg har en forkøbsret og derfor burde ligge lunt i svinget til at øge sin andel af Habeco.

"Vi ser gerne opkøb af flere aktier i vietnamesiske Habeco, som vi ejer 17 pct. af, som det næste step i Vietnam. Vi er en strategisk partner i Habeco, så vi har mulighed for at afvise en potentiel anden køber," har Carlsbergs topchef, Cees 't Hart, tidligere sagt til Ritzau Finans.

Ifølge vietnamesiske medier har landets finansministerium i dag, onsdag, holdt en pressekonference, hvor det blev fastslået, at statens ejerandele i de to bryggerier - Sabeco og Habeco - skal afsluttes "succesfuldt" og midler overføres senest 1. december. Og hvis der ikke er fremdrift i tingene per 30. september, vil ministeriet give opgaven med at gennemføre salget til enheden SCIC, som skulle være specialiseret i transaktioner af den type.

Carlsberg-mulighed: Vietnam speeder op for bryggerisalg

Carlsberg vil udvide ejerandel i vietnamesisk bryggeri

Carlsberg-boss: Vi ser de første positive tegn af ny strategi

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også