Royal Unibrew tjener flere penge og skruer op for specialøl

Det danske bryggeri Royal Unibrew har skovlet 34 mio. kr. ekstra ind og vil bygge et nyt specialbryggeri i Finland. Det viser bryggeriets dugfriske halvårsregnskab, som også afslører, at dårligt vejr har ramt salget.
Foto: PR/Royal Unibrew
Foto: PR/Royal Unibrew

Seks måneder med op- og nedture, sådan beskrives det danske bryggeri Royal Unibrews netop offentliggjorte halvårsregnskab bedst.

Resultatet før finansielle poster (ebit) var i de første seks måneder af 2017 34 mio. kr. højere end i 2016 og landede på samlet 502 mio. kr. mod 468 mio. kr. året før.

Ebit-marginen steg et procentpoint til 15,8 pct. - en fremgang, som afspejler, at der har været en højere indtjening i Vesteuropa og Baltic Sea, skriver bryggerikoncernen i en selskabsmeddelelse.

Ser man på nettoomsætningen er der dog kun tale om en stigning på én pct. i forhold til samme periode i 2016, hvor den samlede nettoomsætning var på 3,16 mia. kr. mod 3,18 mia. kr. i 2017.

At det ikke er blevet til mere på toplinjen skyldes, dårligere vejr i Nordeuropa i 2017 end 2016, mens de positive takter kommer fra det udvidede samarbejde med Pepsico i Danmark og Baltikum. Og overordnet har Royal Unibrew generelt fastholdt sine markedsandele, skriver selskabet i meddelelsen.

"I første halvår har vi gennemført en lang række kommercielle initiativer, herunder lancering af mange nye spændende produkter og engagering af forbrugerne på alle vores markeder. Det har ført til en fortsat positiv udvikling i vores forretning, en yderligere forbedring af indtjeningen samt en tilfredsstillende udvikling i vores cash flow. Vi har blandt andet lanceret flere nye produkter inden for specialøl, herunder nye Kissmeyer-produkter på det danske marked," udtaler den adm. direktør for Royal Unibrew, Jesper B. Jørgensen i meddelelsen.

Specialbryg leverer fremgang

I sommeren 2016 skruede Royal Unibrew op for kedlerne under sin specialøl-portefølje ved at afsætte et tocifret millionbeløb til sit bryggeri og undermærke Albani, således at det mindre bryggeri kunne bygge et nyt specialølbryggeri på sin hovedadresse i Odense.

Det giver potte og skinner igennem i det nye halvårsregnskab, fortæller Jesper B. Jørgensen:

"I slutningen af Q2 (andet kvartal, red.) blev det nye specialølsbryggeri på Albani i Odense taget i brug, og vi har igangsat etablering af et specialølsbryggeri i tilknytning til Lahti-bryggeriet i Finland. Etableringen af de nye faciliteter er et vigtigt omdrejningspunkt for vores satsning på specialølsegmentet, som er i god vækst. Den solide udvikling betyder, at vi nu forventer, at EBIT i 2017 vil komme til at ligge i den øvre halvdel af det tidligere udmeldte interval, mens vejret samlet påvirker forventningerne negativt."

Beslutningen om at satse endnu hårdere på specialøl blev truffet, fordi markedet er ved at være modent til, der kan laves specialøl, som både skal sælges i hele Danmark, men også på de udenlandske markeder, fortalte den ansvarlige for specialøl hos Albani, Jesper Larsen, i et interview med FødevareWatch i sommeren 2016.

Aktionærerne kan trods dårligt vejr godt klappe i hænderne. Der blev nemlig i det første halvår udloddet 663 mio. kr. mod 592 mio. kr. året før til dem.

Forventningerne stiger

Det dårlige sommervejr for ledelsen til at skrue ned for forventningerne til nettoomsætningen for 2017 fra det tidligere interval på 6.250-6.450 mio. kr. til 6.250-6.350 mio. kr.

Mens der skrues op for troen på driftsoverskuddet (ebit) fra tidligere 980-1.080 mio. kr. til 1.030-1.080 mio.

Albani bygger nyt specialbryggeri på Fyn

Royal Unibrew og Kissmeyer Beer indgår nyt samarbejde

Bryggerichefer tog på road trip i USA for at finde den unikke øl

Royal Unibrew leverer endnu et år med fremgang

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også