Nicolai tog til Grønland for at brygge: Nu vil han sende fadøl brygget på smeltevand hjem til Danmark

Den første portion øl er allerede på vej over Nordatlanten med kurs mod Danmark.
AF RONJA MELANDER

I Nuuk i Grønland sidder den 41-årige dansker Nicolai J. Nissen og brygger øl.

Øl, som er lavet på kalkfrit smeltevand, og som snart kan ende i svælget på tørstige danskere.

Efter i 10 år at have slukket tørsten hos kunderne i Nuuks natteliv gennem et 3,2 km langt netværk af plastikslanger, er Godthaab Bryghus nemlig blevet klar til at eksportere til Danmark.

Nicolai J. Nissen var i sin tid selv med til at starte bryggeriet op og arbejdede for de to gamle ejere.

Dengang måtte øllet ikke eksporteres eller sælges i butikkerne. Det fik Nissen lavet om på, da han i april i år flyttede fra Aalborg til Nuuk for at overtage ejerskabet i Heca Gruppen, der står bag ca. 90 pct. af Nuuks barer og restaurationer, i forbindelse med et generationsskifte.

Første paller på vej til Danmark

De første paller med grønlandsk fadøl er allerede nu sendt ud på den 3.000 km lange rejse over Nordatlanten. Når det kommer til Danmark senere i august, vil det blive solgt gennem Sigurd Müller Vinhandel, som servicerer professionelle kunder inden for restaurationsbranchen landet over.

Efter at have høstet erfaringer fra det danske marked vil bryghuset indgå aftaler med én eller få udvalgte grossister i Danmark, der kan stå for salg og distribution af øl og andre specialprodukter.

"Jeg kunne forestille mig, at målgruppen for vores øl er danskere, der har en eller anden tilknytning til Grønland, fordi de enten har besøgt det eller for eksempel har familie der," siger Nicolai J. Nissen.

Den lokalproducerede øl vil også snart kunne købes i butikker i Grønland, mens danskerne må nøjes med at smage øllet, når de går ud. Med sin relativt lille kapacitet kan bryggeriet ikke levere øl til danske butikker og konkurrere med de store spillere på markedet.

"Vi er et meget lille bryggeri med en kapacitet på ca. 280.000 liter om året. Det er ikke store mængder eller en stor økonomi, men det giver lidt for folkesjælen herhjemme. Vores faste gæster synes, det er sjovt, at vi kommer ud over landegrænserne med vores øl," siger Nicolai J. Nissen.

Foruden Danmark er Godthaab Bryggeri på vej ind på det islandske marked, hvor man vil kunne købe øllet i 18 landsdækkende butikker.

 Barmand investerer stort i grønlandsk bryghus

 En manglende brygger lammer lille ø-bryggeri

 Mikrobryggeri finder sin forfaders smag på ryggen af bier 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også