Bank: Rigtig pris vil gøre opkøb realistisk for Carlsberg

Det forlyder, at bryggerigiganten AB-Inbev forbereder et salg af ølmærkerne Peroni og Grolsch, og det er realistisk, at Carlsberg melder sig på banenen som køber, vurderer Jyske Bank.
Foto: SABMiller/PR
Foto: SABMiller/PR
AF RITZAU FINANS

De seneste dage har der været spekuleret i, at bryggerigiganten AB-Inbev forbereder et salg af ølmærkerne Peroni og Grolsch for at sikre sig myndighedernes godkendelse af købet af SABMiller i andet halvår 2016.

Og trods Carlsbergs fokus på besparelsesprogrammet "Funding the Journey" kan der være mulighed for, at den danske bryggerikoncern vælger at investere 10 mia. kr. i at købe Peroni og Grolsch, vurderer Jyske Bank i en aktieanalyse.

"Vi tror ja, hvis prisen er rigtig," indleder banken.

"AB-Inbev ville være tvunget sælger af disse aktiver, og der ville nok ikke være mange om buddet," fortsætter Jyske Bank.

Heineken ville formentlig være forhindret på grund af konkurrencemæssige krav og Molson Coors vil have travlt med at reducere sin gæld efter at have taget fuld kontrol med Miller Coors for 12 mia. dollar, vurderes det af Jyske Bank.

Desuden nævner banken, at Peroni nok er for stor en mundfuld for Royal Unibrew, mens Grolsch meget vel kan være uinteressant. Dog kan ikke-børsnoterede peers komme i spil, lyder det fra Jyske Bank.

"Ved 10 mia. kr. for begge aktiver ville Carlsbergs nettogæld stige fra 2,1x til 2,7x EBITDA baseret vores 2016-tal. Et absolut håndterbart niveau," fastslår banken.

I udgangspunktet vurderer Jyske Bank ikke, at Carlsberg har brug for flere ølmærker i Vesteuropa.

"Og det er relevant at spørge om ikke Grolsch' og Peronis ølmærker overlapper for meget med Carlsbergs," påpeger Jyske Bank og fortsætter:

"Med en klart distanceret fjerdeplads i Holland er Grolsch ikke umiddelbart attraktiv. Ikke desto mindre kunne overtagelsen give mening ved at lukke et hul i Carlsbergs dækning af det vesteuropæiske marked. Men det ville kræve at prisen var rigtig."

I Italien byder Peoni ifølge Jyske Bank på et godt geografisk match med Carlsbergs aktiviteter i primært Norditalien.

"At komme op på en solid førsteplads i det velkonsoliderede italienske marked ville være meget nyttigt for Carlsberg, og at tilføje premium-nichepositioner på markeder uden for Italien, hvor Carlsberg er godt etableret, kunne også give god mening," lyder vurderingen.

Blandt de medier, som de seneste dage har skrevet om AB Inbevs mulige frasalg, finder man Wall Street Journal, der kender til sagen gennem en unavngiven person med kendskab til forholdet.

Grolsch er hollandsk og blev etableret helt tilbage i 1615. Siden 2008 har det dog været ejet af SABMiller. Peroni har italienske rødder, der strækker sig tilbage til 1846.

Finanshus: Carlsberg i spil som køber af to europæiske bryggerier

Kendte ølmærker kan komme i spil efter storfusion

Nyt gigantbryggeri rykker op i sin helt egen liga

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter