Carlsberg-aktien lukker i plus efter direktør-afsked

Det løftede en del øjenbryn, da Carlsberg onsdag valgte at sige farvel og tak til finansdirektør Jørn P. Jensen. Ikke mindst fordi afskeden sker kun få måneder efter, at topchef Jørgen Buhl Rasmussen forlod bryggerikoncernen.
Markedet ser imidlertid ud til at belønne ledelsen for sin beslutning om at lufte ud på direktionsgangen. Carlsberg-aktien lukkede onsdag i kurs 515,1 på børsen i København, hvilket er forbedring på 4,7 pct. i forhold til igår.
Stigningen skyldes formentlig, at den nytiltrådte adm. direktør Cees t'Hart nu udviser handlekraft og vilje til at præge virksomhed. Det vurderede analytiker i Sydbank, Morten Imsgard, tidligere på dagen, da aktie startede sin opadgående kurve.
"Jeg tror mere, at det handler om, at investorerne ser et klart signal i det, som sker i Carlsberg, hvor man nu siger farvel til finansdirektøren gennem mange år. Dermed lægger den nye ledelse op til, at man nu har frie hænder til at handle, og at man er indstillet på at gøre det," sagde Morten Imsgard til FødevareWatch.
Sabmiller melder om mulig fusion med AB Inbev
Den positive lukkekurs hænger også sammen med, at det onsdag kom frem, at konkurrenterne AB Inbev og Sabmiller overvejer at fusionere. En beslutning, der kan skabe fornyet optimisme på det træge ølmarked, lyder det fra Nykredit Markets.
"Carlsberg har fortsat markante udfordringer med den geografiske fordeling af selskabets afsætning, og med den fortsat høje østeuropæiske eksponering (primært Rusland/Ukraine) ser vi fortsat forhøjet risiko ved investeringscasen på den korte bane," skriver senioranalytiker Ricky S. Rasmussen i et notat.
"Omvendt handler Carlsberg med en meget stor rabat til peers, og med udsigt til bedre markedsvilkår på andre markeder som følge af en mulig konkurrentfusion og fornyet fokus på værdiskabelse vurderer vi, at der i den kommende periode vil være et positivt afkast-/risikoforhold," slutter han.
Kort proces bag Carlsberg-chefs exit
Relaterede artikler:
Kort proces bag Carlsberg-chefs exit
For abonnenter
Fusion vil efterlade Carlsberg som miniput
For abonnenter