Rémy Cointreau oplever fortsat svækket sælg, og igen er kinesernes aftagende tørst efter cognac et af de steder, hvor skoen trykker.
Godt nok hentede det franske spiritusselskab en stigning i omsætningen på 3,9 pct. til 223,3 mio. euro i det traditionelt lille første kvartal af regnskabsåret, men det skyldtes udelukkende valutaudsving. Organisk var væksten negativ med 9 pct. - og dermed et stykke værre end det forudsete fald på 5,4 pct. ifølge Bloomberg News' estimat.
Det viser salgstallene for første kvartal tirsdag.
Salget af cognac-mærket Rémy Martin dykkede blandt andet 6,7 pct. organisk, og endnu en gang må selskabet melde om "fortsat forsigtighed" hos forhandlerne i Kina. Den lidelseshistorie har varet i et stykke tid for selskabet, blandt andet efter at kommunistpartiet i landet forsøgte at slå ned på dyre gaver.
Men også mange af selskabets andre mærkevarer, herunder Metaxa, viste væsentlig fald, mens der til gengæld var vækst for rommærket Mount Gay. Et lyspunkt er det også, at selskabet fastholder sin ambition om at øge det organiske driftsresultat i løbet af hele regnskabsåret.
Rémy Cointreau-aktien falder 2,7 pct. til 67,14 euro og er den tredjedårligst præsterende i Stoxx 600-indekset over Europas største aktier.
Spiritusvirksomhed mærker dansk cocktail-tørst
Kineseres farvel til cognac rammer spritusselskab
Diageo-ejet selskab vil fjerne bestyrelsesformanden