Sådan ser verden ud gennem et par Coca-Cola-briller

Der er søde lyspunkter, men også masser af ildevarslende problemer. Coca-Colas topchef udlægger verdensøkonomiens sande tilstand på to minutter.
Foto: David Goldmann/AP Photo/Polfoto/Arkiv
Foto: David Goldmann/AP Photo/Polfoto/Arkiv
AF LARS ATTRUP

Topcheferne for multinationale koncerner skal bevare overblikket, hvor andre fortaber sig i detaljerne.

Coca-Colas adm. direktør Muhtar Kent er en af dem, der tilbringer arbejdsdagen i en helikopter, hvorfra han følger de overordnede strømninger i verdensøkonomien, som vil påvirke salget af blandt andet Coca-Cola.

Under en briefing for investorerne i forbindelse med fremlæggelsen af Coca-Colas regnskab for 1. kvartal fortalte Muhtar Kent, hvad han ser oppe fra helikopteren lige nu.

Verdens sande tilstand på to minutter set gennem Coca-Cola-briller, om man vil.

Af gennemgangen - som refereres i Business Insider - fremgår det, at der er flere lyspunkter, men også at store dele af kloden stadig er indhyllet i økonomisk mørke eller i hvert fald tusmørke.

Muhtar Kent indleder sin overflyvning i luftrummet over Nordamerika. Herfra ser han ned på en økonomi, som ser ud til at udvikle sig svagt positivt - blandt andet fordi potentielle lønstigninger og lavere benzinpriser kan veksles til øget privatforbrug. Muhtar Kent betegner Mexico, som "forholdsvist stabilt" og fremhæver, at landet (økonomisk.red.) følger udviklingen i USA stadigt tættere, fordi de to lande er så snævert forbundne.

Længere mod syd ser Muhtar Kent en brasiliansk økonomi, som »forværres hurtigere end vi havde forventet.« Venezuela giver anledning til stigende bekymringer på grund af vanskeligheder med at sikre forsyningerne til markedet. »Argentina fortsætter med at være udfordrende,« lyder vurderingen fra Muhtar Kent, som til gengæld betegner Colombia som »Latin Amerikas stjerne« - både hvad angår markedets aktuelle udvikling og den makroøkonomiske udvikling.

Under overflyvningen af Europa ser Muhtar Kent ned på et kontinent, hvor den seneste tids pengepolitiske lempelser har pustet til gløderne i økonomien. Denne proces er dog først lige indledt, og deflation vil fortsat være en anledning til bekymring i år. Overordnet set vil privatforbruget i Europa kun vokse langsomt, og det vil tage tid, før de pengepolitiske lempelser forplanter sig til forbrugernes lommer og giver basis for stigende privatforbrug, vurderer Muhtar Kent.

Længere mod øst betegnes Rusland som en fortsat stor udfordring, og Coca-Cola-topchefen påpeger, at Mellemøsten overordnet set også udgør en stor og stigende risiko - dog er der også her områder, som udvikler sig positivt. Muhtar Kent peger på Afrika syd for Sahara som et "stærkt lyspunkt", hvilket også afspejler sig i Coca-Colas regnskab.

Muhtar Kent slutter turen rundt om kloden i luftrummet over Asien. Her ser han ned på et Japan, hvor økonomien udvikler sig svagt og langsomt - meget lig Europa - mens væksten i Kina fortsætter med at tabe hastighed. Til gengæld betegnes Indien som et lyspunkt og som det af BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina), der aktuelt udvikler sig bedst.

Sådan ser verden ud set fra stor højde gennem et par Coca-Cola-briller.

Coca-Cola overrasker på bundlinjen

Pepsi fjerner omstridt sødemiddel

Er Coca-Colas store sugerør ved at stoppe til?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter