Kapselproducent sagsøger Nestlé for patentkrænkelse

En schweizisk producent af kaffekapsler til de populære Nespresso kaffemaskiner trækker nu fødevaregiganten Nestlé i retten med beskyldninger om patentkrænkelse. Selskabet kræver milliard-erstatning.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det mindre schweiziske selskab Ethical Coffee Company (ECC), som producerer kaffekapsler, der kan bruges i de populære Nespresso-maskiner fra Nestlé, trækker nu storkoncernen i retten i Frankrig og kræver milliarderstatning.

Det skriver mediet Beverage Daily.

Baggrunden er, at Nestlé har indført, hvad der beskrives som ”harpun-mekanisme” i sine seneste Nespresso-modeller, som blev lanceret i 2010. Denne mekanisme forhindrer, at ECC’s kapsler kan bruges i maskinerne. Men ifølge ECC har selskabet allerede selv taget patent på mekanismen, og derfor mener man, at Nestlé bryder selskabets europæiske patent EP 2 312 978 B1.

ECC kræver, at Nestlé stopper salget af de pågældende maskiner og betaler en erstatning på i alt 150 mio. euro eller 1,115 mia. kr. Ifølge mediet afviser Nestlé, at man skulle krænke landsmændenes patent.

Lang juridisk kamp

ECC er blevet grundlagt af Jean Paul Gaillard, der selv stod i spidsen for Nestlé fra 1988 til 1997, og selskabet har siden 2010 solgt sine kapsler både online og som private label-produkter i supermarkeder i Frankrig.

Selskabet siger i forbindelse med den franske patentsag, at man har planer om at indlede lignende restsager i andre europæiske lande, hvor man mener, at Nestlé bryder selskabets patent eller andre lignende patenter.

Samtidig har man indført tekniske løsninger, for at bibeholde den smagsmæssige fordel, man mener at have i forhold til Nestlés egne kapsler, samt sikre kompatibilitet med Nespresso-maskinerne, hedder det ifølge Beverage Daily i en meddelelse fra ECC.

Det er ikke først gang, at de to selskaber mødes i retten. Faktisk har ECC og Nestlé udkæmpet flere juridiske slag i både Frankrig , Tyskland og Schweiz i de senere år.

I 2013 afviste en tysk domstol Nestlés beskyldninger om patentkrænkelse mod sin rival, mens franske konkurrencemyndigheder i sommeren 2014 dømte Nestlé til at betale erstatning på 500.000 euro til ECC plus sagsomkostninger for konkurrenceforvridende adfærd.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter