Unibrew får påtale fra fondsbørsen
Royal Unibrew får en påtale af fondsbørsen, Nasdaq OMX København, for ikke at have offentliggjort sit årsregnskab hurtigst muligt, efter at bryggerikoncernens bestyrelse havde godkendt det.
Af årsrapporten, der blev offentliggjort tirsdag morgen kl. 7 fremgik det, at bestyrelsen og direktionen havde behandlet og godkendt denne dagen før, og revisionspåtegningen fra selskabets revisor var også dateret dagen før.
Prøv FødevareWatchs abonnement gratis i 30 dage!
Fondsbørsen noterer, at bestyrelsesmødet hos Unibrew ifølge en redegørelse fra selskabet sluttede kl. 15.05, og bestyrelsen havde på det tidspunkt ikke yderligere kommentarer til årsrapporten men besluttede, at rapporten og den tilhørende selskabsmeddelelse skulle gennemgås endnu en gang inden offentliggørelse.
Årsrapporten og selskabsmeddelelsen blev gennemgået hos selskabet sen eftermiddag mandag, og der blev foretaget enkelte mindre rettelser kl. ca. 18.20.
Børsen skriver i sin afgørelse, at der ikke er noget til hinder for, at der på bestyrelsens foranledning kan besluttes enkelte rettelser, før en meddelelse offentliggøres, men i det pågældende tilfælde gik der for lang tid - fra kl. 18.20 til kl. 7 - før meddelelsen blev sendt ud.
"Børsen fandt med baggrund i det anførte, at årsrapporten ikke var blevet offentliggjort hurtigst muligt efter bestyrelsens godkendelse, og
børsen påtalte forholdet over for selskabet," skriver Nasdaq OMX København i afgørelsen.
Carlsberg-regnskab: Fokus er igen, igen på Rusland