FødevareWatch

Svanesang: Fem generationer siger farvel til øllet i Haderslev

Med salget af Bryggeriet Fuglsang lægger familien af samme navn låg på 156 års historie i den sønderjyske købstad. Bryggeriet voksede sig stort, men var i sidste ende for småt til en selvstændig fremtid i øllandet Danmark.

Foto: Jørgen Rudbeck

Det var med næsten dobbelthed i stemmeføringen, at direktør Kim Fuglsang i begyndelsen af ugen kunne fortælle, at der nu var blevet underskrevet en aftale med Royal Unibrew, som forsegler skæbnen for det 156 år gamle Fuglsang-bryggeri i Haderslev.

"Både højre og venstre hjernehalvdel har været brugt, og det er med blandede følelser, at vi har truffet beslutningen om at sælge bryggeridelen," sagde direktør Kim Fuglsang til FødevareWatch mandag.

Det sagde han kort tid efter, at han havde overdraget medarbejderne beskeden om, at de nu arbejder for Danmarks næststørste bryggerikoncern og ikke længere for Danmarks ældste familieejede bryggeri.

"Det var ikke nogen nem tale at holde. Vi kender de ansatte og deres familier efter så mange år, og de kender vores, ligesom vi har holdt fester, jubilæer og mange fejringer sammen gennem årene," lød det videre fra den regnskabs og driftsansvarlige Fuglsang-mand.

Har ingen Ale no. 16

Bryggeriet har i sin 156 år lange historie siden Søren Christian Fuglsang satte sit første bryg over i 1865 opnået samme position i det sønderjyske, som Ceres har i Aarhus, som Albani har i Odense og som Thor og Odin har haft det i henholdsvis Randers og Viborg.

I det sønderjyske drikkes der flasker med grønne Fuglsang og Black Bird, og de hentes i stor stil hjem fra grænsebutikkerne, mens fadølsforsyningen til lokale festivaler, byfester og arrangementer også har været en nogenlunde sikre afsætningkanaler i flere årtier, når ikke de store ølkoncerner har haft held med at vinde plads med deres store drikkevarepakker.

I mindre målestok har bryggeriet i de senere år forsøgt at gøre kolleger som Thisted Bryghus, Hancock og Refsvindinge kunsten efter, men det er aldrig blevet til noget nationalt gennembrud som med en Limfjordsporter og en økologisk pilsner fra Thisted, som med Sports-Cola fra Hancock eller som med en Ale no. 16 fra Fyn.

I stedet er det nok stadig kun de lokalkendte, der er stødt på sodavanden Chabeso, som har været fremstillet hos Fuglsang siden 1929.

I fremtiden vil det kun være i maltfabrikken, at man kan finde familiemedlemmer fra Fuglsangfamilien. | Foto: Casper Dalhoff/ERH
I fremtiden vil det kun være i maltfabrikken, at man kan finde familiemedlemmer fra Fuglsangfamilien. | Foto: Casper Dalhoff/ERH

Kim Fuglsang har sammen med sin bror Claes og fætteren Henning brugt det seneste halve år på at finde ud af, om de tre selv efter corona-udfordringerne skulle være dem, der fortsatte med at drive bryggeriet. Eller om de i stedet - som det endte med at blive - i stedet skal koncentrere sig om arbejdet på den store maltfabrik Sophus Fuglsang Export-Maltfabrik.

"Det er absolut vemodigt, men i forbindelse med arbejdet med de nye ejere har det også løbende bundfældet sig, at fremtiden for bryggeriet ikke ligger hos os," siger Kim Fuglsang.

De tre familiemedlemmer vil i fremtiden stadig være at finde på bryggerigrunden, hvor maltfabrikken også har hjemme, og hvor de tre vil have deres daglige gang, når nøglerne til bryggeriet for alvor bliver overdraget i den kommende tid.

Alle mand frem i Ribe

Maltdelen har i årtier været familiens sikre indtægt, og det er i høj grad duften af maltet byg, der har betalt for de mange små og store eventyr, der er blevet prøvet af i bryggeridelelen.

Da special- og mikrobrygningen første gang fik fart på i tiden op til finanskrisen i 2008, forsøgte Fuglsang sig med nye eksperimenterende varianter, for dermed at blive del af den voksende bølge. Det blev aldrig rigtig en forretningsmæssig succes at satse på både små og store bryg i brygkarrene.

Fuglsang har gennem amnge år været sponsor i bl.a. fodboldklubben Sønderjyske. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Fuglsang har gennem amnge år været sponsor i bl.a. fodboldklubben Sønderjyske. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

I samme afprøvende stil har det familieejede bryggeri ved flere lejligheder forsøgt at være mere til stede i supermarkeder og i ontrade nord for Kongeåen, men markedsføringskroner og lærepenge har aldrig betalt sig så godt tilbage, at der for alvor er taget beslutning om at satse på stor vækst.

Og så alligevel lidt i de seneste år.

I 2016 overtog Fuglsang Mineralvandsfabrikken Frem fra Ribe og mærket Adelhardt, og dermed fik man også et brand under paraplyen, der ligesom nogle af de øvrige sodavandsbrands som f.eks. Baldur, Rørkjær og Saltum-Houlbjerg er omgærdet af en vis form for nostalgi, når købestærke danskere skal vælge ved de bugnende special- og premiumhylder.

Med overtagelsen i Ribe kom der mod på ekspansion, og i forbindelse med salget til Royal Unibrew fortæller Kim Fuglsang, at planerne om at investere og opføre et helt nyt tapperi ved motorvejen i Vojens var meget tæt på realisering.

Tegninger er givet videre

Ifølge Kim Fuglsang er tegningerne røget med i handlen til Royal Unibrew, og derfra ønsker han ikke at spekulere i fremtiden for bryggekunsten på bakken i Haderslev. I stedet henviser til de nye ejere, som han kalder for den bedste partner, der er tilbage for et "stort, lille bryggeri som Fuglsang."

"De kommer ikke tromlende, og selvom det jo nu er helt op til de nye ejere, hvad der skal ske, så er vi fortrøstningsfulde for fremtiden for bryggeriet," siger direktør Kim Fuglsang i forbindelse med salget.

Han fortæller også, at salget på ingen måde sker, fordi sjette generation i Fuglsang-familien ikke kunne tænke sig at køre det videre som mulige bryggere og forretningsfolk.

"Det kunne sagtens være en mulighed, men de har ikke været del af beslutningen, det ansvar skal de slet ikke pålægges. Det er alene noget, som vi kan og skal gøre," siger Kim Fuglsang.

Royal Unibrew vil trække mere på lokalbrygsarv

Fuglsang-ejer: Derfor sælger vi til Royal Unibrew

Royal Unibrew overtager Bryggeriet Fuglsang

Mere fra FødevareWatch

Isproducenterne melder klar til at kæmpe om sommermarkedet

De danske isproducenter forventer, at de får en af de bedste sæsoner nogensinde, og alle har de en formel for, hvordan de skal vinde danskernes gunst. Der er dog ikke én formel, der er ens, men der er utallige nye produkter og tiltag på vej.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier