FødevareWatch

Fuglsang-ejer: Derfor sælger vi til Royal Unibrew

Man kan træffe beslutninger om vækst, købe op og udvide. Og så kan man komme i tvivl om fremtiden. Hos Bryggeriet Fuglsang har corona-perioden skubbet gang i en proces, der til sidst førte til et overraskende frasalg.

Landets ældste familieejede bryggerikoncern vil i fremtiden være fokuseret på driften i sin maltforretning, og i stedet vil øl som Black Bird og Early Bird få Royal Unibrew som afsenderbryggeri.

Det sønderjyske bryggeriklenodie Fuglsang bliver med dagens frasalg indlemmet i Royal Unibrews store portefølje af lokale ølmærker, og netop udsigten til ikke få slettet mere end 150 års historie med en underskrift, har været udslagsgivende for Fuglsang-familien.

"De kommer ikke tromlende, og selvom det jo nu er helt op til de nye ejere, hvad der skal ske, så er vi fortrøstningsfulde for fremtiden for bryggeriet," siger direktør Kim Fuglsang i forbindelse med salget.

"Royal Unibrew har gjort det godt i nogle af de andre lokale områder, som de er til stede i. Så ligesom Fyn stadig er Albani-land, Ceres findes i Aarhus, som Thor gør det i Randers, så er der nok også en plads til Fuglsang i Sønderjylland i fremtiden," siger han videre.

Kim Fuglsang sidder som 5. generation i ledelsen for Fuglsang sammen med broderen Claes og fætteren Henning. Efter omkring et halvt års overvejelser og planlægning har de solgt bryggeriet. (Arkivfoto.) | Foto: Jørgen Rudbeck
Kim Fuglsang sidder som 5. generation i ledelsen for Fuglsang sammen med broderen Claes og fætteren Henning. Efter omkring et halvt års overvejelser og planlægning har de solgt bryggeriet. (Arkivfoto.) | Foto: Jørgen Rudbeck

Selvom handlen blev underskrevet torsdag, beskriver han det videre, som en mandag med blandede følelser, hvor man på den ene side er glad for, at handlen er blevet virkelighed og på den anden side også skal sige formelt farvel til omkring 60 medarbejdere.

"Vi er en familieklynge, og det er ikke bare noget, som man lige gør, men der er mange krav til teknik gennemslagskraft og bare det at sørge for at få sig indmeldt til de mange kæder og butikker, som gør, at vi i sidste ende godt kunne se, at det var der måske nogle andre, der kunne gøre bedre," siger han.

Tid til tvivl

Han forklarer videre, at tiden under corona gav mulighed for at man fik reflekteret og analyseret på den bryggeriforretning, som i de senere år har genereret flere underskud, men som også har satset. Blandt andet gennem opkøbet af Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe tilbage i 2016 og med planer om opførelsen af et nyt tapperi.

"Vi har ikke været tvivlende i forhold til at drive forretningen, og at det krævede tiltag og beslutninger, som gjorde, at vi skulle kunne køre videre. Men vi er som virksomhed blevet i tvivl om, hvordan vi som bryggeri i mellemkategorien kan blive ved med at leve op til de krav, der stilles fra kunder osv.," siger Kim Fuglsang.

Bryggeriet Fuglsang kom ud af 2020 med et historisk stort underskud på 10 mio. kr. Ifølge Kim Fuglsang skyldes underskuddet alene corona, og at der ikke har været holdt byfester osv. i det forgangne år.

Underskuddet kan ikke kædes sammen med ideen om at sælge, siger han.

"Vi, Claes og Henning og jeg i den daglige ledelse, er helt sikre på, at det her (frasalget, red.) er en god og rolig mulighed for at køre bryggeriet videre på andre hænder end vores," siger han.

Royal Unibrew overtager Bryggeriet Fuglsang

Fuglsang udskyder planlagt tapperiinvestering

Mineralvandsproducent fra Ribe tabte penge – igen

Mere fra FødevareWatch

Bæredygtighed skal sikre fiskeforretningen 100 år frem

Milliardforretningen Nordic Seafood i Hirtshals følger indgroede principper om ansvarlighed fra de japanske ejere, men råber sjældent højt om det. På sigt vil indsatsen bære frugt, efterhånden som markedet efterspørger bæredygtige fisk og skaldyr, lyder det fra topchefen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier