En justering af Carlsbergs ejerstruktur i Kina adresserer et konkurrenceanliggende, men ændrer ikke noget på bundlinjen for Carlsberg, hvis direkte og indirekte ejerskab til aktiverne vil være stort set uændret, vurderer Jefferies.
Børshuset gentager sin købsanbefaling af aktien med et kursmål på 1000 kr.
Forslaget til en ny struktur i Kina indebærer, at Carlsberg og Chongqing, som Carlsberg ejer 60 pct. af, lægger deres aktiver ind i joint venturet Jianiang, skriver Jefferies.
Chongqing vil lægge alle sine aktiver ind i joint venturet, og også Carlsberg lægger alle sine kinesiske aktiver ind i joint venturet, vel og mærke de aktiver, som Carlsberg kontrollerer.
"Da Carlsberg fortsætter som 60 pct. aktionær i CBC er der ingen ændringer set fra Carlsbergs ejerperspektiv. Carlsbergs direkte og indirekte ejerskab af aktiverne vil være omkring 80 pct.," konstaterer Jefferies.
Manøvren ændrer heller ikke noget regnskabsteknisk, da aktiverne, der ligger joint venturet allerede bliver konsolideret i Carlsbergs regnskab, konstaterer børshuset.
Til gengæld løses et spørgsmål, som konkurrencemyndighederne rejste i 2013, da Carlsberg øgede sit ejerskab i Chongqing til 60 pct. Det handlede om, at Carlsberg havde forskellige ejerandele på tværs af en række aktiver i Kina, hvilket de kinesiske myndigheder krævede en løsning på senest i år.