Regeringen lover milliarder – men mikrobryggere frygter at de ikke når frem i tide

SERIE: På Amager Bryghus venter adm. direktør Morten Lundsbak. Han kan endnu ikke løbe an på regeringens løfter om vidtgående lønkompensation i coronakrisen – og han er langt fra den eneste. Flere mikrobryggerier peger på momsrefusion som en vej frem.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Der en flere ting, der bliver mindre af på Amager Bryghus. Ordrebogen bliver gradvist udhulet. Det samme bliver indtjeningen, likviditeten og med al sandsynlighed antallet af mennesker på bryggeriet og størrelsen på adm. direktør Morten Lundsbaks privatøkonomi.

Til trods for at regeringen gennem den seneste uge har lanceret lønkompensationsprogrammer for milliarder, tør direktøren og hans kompagnon, Jacob Storm, ikke trække løn til sig selv.

"Kort sagt, er det ikke til at sige, hvor lang tid det tager, for det står jo ikke i udspillet, at "du kan få pengene om tre uger". Indtil da, er jeg nødt til at agere ud fra det samme scenarie som hidtil; jeg skal beskytte vores likvidtet," siger Morten Lundsbak.

Direktøren på Amager er ikke den eneste, som mærker det tiltagende pres.

En rundringning til flere mikrobryggerier på tværs af landet tegner et lignende billede:

Regeringen roses for sine hjælpepakker og kompensationsmuligheder, men så længe de konkrete regler for refusionerne ikke er på plads, kommer det ikke til at hjælpe på bryggeriernes likviditetsproblemer. Derimod ville en momsrefusion styrke likviditeten betragteligt, lyder den samstemmende opfordring.

Ingen hjælp, hvis man løber tør

Midt i en krise er Morten Lundsbak på sin vis en glad mand – i hvert fald for udviklingen i dansk politik. På en uge er 200-300 mia. kr. blevet afsat til hjælpepakker, som bl.a. indebærer lønkompensationer, refusion fra første sygedag og forhøjede statsgarantier, når der skal udstedes lån til små og mellemstore virksomheder (SMV'ere).

Det har givet en bedre psykisk mavefornemmelse, siger han.

For det er det helt rigtige, regeringen har gang i. Det er netop til de små og mellemstore, at støtten skal falde. Spørgsmålet er dog, om handling kan følge ord hurtigt nok.

Disse virksomheder får hjælp i coronakrisen 

Siden regeringen indførte grænselukninger og skærpede de igangværende forsamlingsforbud, er den danske udskænkning død og lagt i graven sammen med bryggeriets samlede eksport. Fra kontoret i Kastrup må Morten Lundsbak derfor sætte sin lid til, at hans revisor kan få et hurtigt overblik over præcis og hvor hurtigt, de nye kompensationssregler kan sættes i værk.

"Men det er stadig nødt til at være mit mantra, at vi skal beskytte likviditeten nu og her," siger han:

"Fordi en hjælpepakke hjælper ikke, hvis jeg er løbet tør for penge, og de først kommer om halvanden måned."

"Vi har allerede lavet plan A, B, C, D og E"

Man møder lignende betænkninger hos Skanderborg Bryghus. Da regeringen åbnede for lønkompensation, tog virksomheden ifølge adm. direktør Anders Lausen konsekvensen og sendte en tredjedel af medarbejderne hjem, hvor bryggeriet nu går gennem ordrebøgerne på en minimumsbemanding.

På nuværende tidspunkt er der arbejde til omkring to uger.

"Men vi handler reelt i blinde, for vi ved i princippet ikke, hvornår og hvordan kompensationen kommer," siger han og tilføjer, at kompensationen selvfølgelig hjælper – men tiden er en stor faktor i den verserende krise.

"Under alle omstændigheder er det dog stadig et lille plaster på såret, for det skaber jo ikke det salg, som vi havde behov for."

Overblik: Corona lammer Danmark 

Hos Midtfyns Bryghus har man sagt farvel til den første medarbejder.

Det fortæller adm. direktør Eddie Szweda over en skrattende mobillinje, mens han forsøger opbygge noget af den omsætning, som forsvandt på rekordtid. Over weekenden har direktøren kørt rundt i Jylland, på Fyn og Sjælland tyndt for at levere betalte øl til bryghusets aktionærer.

"Jeg får betalt mine lønninger i denne måned og april, men hvis jeg ikke kan generere det salg, som jeg gør lige nu, er jeg nødt til at kigge på andre muligheder," siger Szweda og tilføjer, at bryggeriet har indstillet produktionen, standset alle indkøb og sendt medarbejdere hjem.

"Problemet er lige nu, at vi først skal betale pengene til lønninger, inden vi en gang i fremtiden kan få dem tilbage. Det kan jeg godt holde til nu og her, men på et tidspunkt kommer jeg også i krise. Der har jeg en professionel bestyrelse og en økonomi-rådgiver, og vi har allerede lavet plan A, B, C, D og E."

På nuværende tidspunkt, fortæller direktøren, har bryggeriet mistet omkring 30-35 pct. af omsætningen i løbet af de første uger af covid-19-krisen. Anderledes står det til på Bryggeriet Skands i Brøndby, hvor direktør Ernst Kristensen beretter om driftstab på 70 pct. efter at on-trade-salget er forsvundet.

Kristensen understreger, at for mikrobryggerier er det i udgangspunktet en dårlig løsning at opsige medarbejdere, fordi uforholdsmæssigt mange kompetencer og viden forsvinder. Omvendt kan det være svært at undgå, hvis økonomien bliver stadig mere spændt.

"Jeg vægter det højt, at vi ikke skal slippe medarbejdere – men det giver også store tab, fordi de i udgangspunktet får mere end de 23.000 kroner om måneden i løn, som man ifølge planen kan kompenseres for," siger han og tilføjer:

"Så spørgsmålet er selvfølgelig, hvor længe man kan holde skruen i vandet."

Festen

For direktøren på Bryggeriet Skands, Ernst Kristensen, er regeringens nuværende tiltag som et fingerplaster på en styrtblødning. Det samme går igen hos flere andre bryggerier, hvor den samstemmende konsensus er, at der dog stadig er et andet redskab i den politiske værktøjskasse, som virkelig ville støtte branchen i en svær tid.

Tilbagebetaling af momsen fra sidste kvartal 2019.

Kvartalet er branchens markant største, konstaterer Ernst Kristensen og tilføjer, at for Bryggeriet Skands ville det potentielt kunne styrke likviditeten nok til at stå gennem en månedlang krise.

"For bryggerierne er oktober, november og december virkelig en fest, mens januar, februar og marts er en slankekur," siger han:

"Derfor gjorde det også ekstra ondt, da indbetalingen skulle falde sidst – særligt efter et forholdsvis stille første kvartal 2020. Derfor ville det være en stor likviditetsmæssig hjælp, hvis bryggerierne kunne beholde den moms, som man har indbetalt i begyndelsen af marts."

I forrige uge åbnede Venstres Jakob Ellemann-Jensen også for muligheden for en refusion. Dette var dog ikke en del af den seneste hjælpepakke, som Ellemann selv betegnede som ambitiøs.

Den alvorlige samtale

På Amager Bryghus er der generelt også deprimerende udsigter for foråret. Mandag forlængede regeringen lukkeperioden for de danske barer og restaurante til efter påske. Bryggeriets forventninger til flaskesalget gennem helligdagene er også fortsat lave. Specialøl er næppe det øverste på danskernes indkøbssedler i krisetider, og palle efter palle med fadøl til en italiensk øl venter står stadig på ræd og række på lageret, fortæller Morten Lundsbak.

"For at det ikke skal være løgn, har vores italienske importør Giovanni kraftedeme også fået konstateret corona," siger direktøren, der ikke kan andet end le opgivende.

I sidste uge var han nødt til at tage en alvorlig samtale med bryggeriets seks ansatte. En af den type samtaler, hvor stillinger kan være på højkant – og han medgiver, at regeringens seneste sikkerhedsnet har gjort den mindre alvorlig.

"Men udviklingen er gået så hurtig, så det er svært at vide, hvad der bliver det næste," konstaterer han.

"Derfor ville momsen også hjælpe helt kanon, at få den moms tilbage, som vi lige har smidt. Vi har betalt rigtig meget moms i de seneste kvartaler – så de vil lande på et rigtigt tørt sted."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter