Der er smil på læben hos den adm. direktør i Royal Unibrew, Johannes Savonije, efter at bryggerikoncernen aflagde regnskab for første kvartal torsdag.
Mens omsætningen landede på 1521 mio. kr., hvilket var en spids under det ventede på 1555 mio. kr., så lå bundlinjen lidt over med et overskud efter skat på 153 mio. kr. mod ventede 145 mio. kr.
"Første kvartal er et lille kvartal i vores branche og også hos os. Oveni lå påsken i april - og ikke i marts som sidste år. Og i første kvartal 2018 havde vi også en stor leverance til en finsk supermarkedskæde, som vi heller ikke havde i år," fortæller direktøren.
Og netop den finske leverance har betydet, at der i første kvartal 2019 har været et mindre fald i forretningsområdet Baltikum, der omfatter Finland og de baltiske lande samt Rusland, hvor omsætningen faldt med 5. pct. i forhold til første kvartal 2018 og landede på 631 mio. kr.
Forretningsområdet stod for 41 pct. af den samlede omsætning i årets tre første måneder mod 46 pct. i samme periode sidste år.
"Den finske del af forretningen var i 2018 påvirket positivt af ændringen i alkohollovgivningen, som betød opbygning af lagre i detailhandlen. Kombineret med den sene påske betød det lavere aktivitet i første kvartal 2019," skriver Unibrew i regnskabet.
Viborg Bryghus vil sælge andelsbeviser til 13 millioner
Unibrew-topchef: Opkøb går som planlagt
Fransk opkøb sikrer fremgang til Royal Unibrew