Handelsbanken: Konkurrent-succes tegner godt for andet kvartal i Carlsberg

Royal Unibrews opjustering af forventningerne i sidste uge er formentlig også godt nyt for konkurrenten med hovedsæde i Valby, lyder vurderingen i Handelsbanken.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
AF RITZAU FINANS

En forsommer præget af solskin og høje temperaturer i de nordiske lande og et russisk VM i fodbold kan præge regnskabet for andet kvartal positivt for den danske bryggerigigant Carlsberg.

Det skriver Handelsbanken i en analyse og påpeger, at Royal Unibrews opjustering af forventningerne i sidste uge formentlig også er godt nyt for konkurrenten med hovedsæde i Valby.

"Årsagen til opjusteringen var blandt andet det pæne majvejr. Vi vurderer, at det tegner lovende for, hvordan det er gået for Carlsberg i andet kvartal af 2018," skriver Handelsbanken i en analyse.

Carlsberg offentliggør tallene for årets andet kvartal i august.

"Her vil det blandt andet blive interessant at se, hvordan bryggeriet forholder sig til effekten af det pæne forårsvejr og efterspørgslen på øl i forbindelse med VM i fodbold," lyder det fra Handelsbanken.

Unibrew-opjustering trækker andre bryggeriaktier med op

Rusland er et tveægget sværd

Fodboldturneringen spilles netop nu i Rusland, der er et af Carlsbergs vigtigste markeder. Omkring 17 pct. af omsætningen henter bryggeriet i landet, der i første kvartal kunne se værdien af sin valuta rubel blive svækket.

Samtidig vurderer Handelsbanken, at Carlsberg kan være på vej med lavere priser på det russiske marked for at fastholde sine markedsandele.

Handelsbanken fastholder sin "reducer"-anbefaling og sit kursmål på 685 kr., fordi:

"Vi fortsat frygter, at Carlsberg vil sænke priserne i Rusland for at undgå at tabe yderligere markedsandele, idet de for PET-segmentet befinder sig 20-30 pct. højere end deres nærmeste sammenlignelige konkurrenter," skriver banken.

Godt vejr drev opjustering og stigning

Torsdag i sidste uge opjusterede Royal Unibrew forventningerne til hele året. Blandt andet på baggrund af det "ekstraordinært" gode vejr hidtil i Nordeuropa.

Koncernen venter i 2018 nu et driftsresultat efter af- og nedskrivninger på 1190-1265 mio. kr. mod tidligere 1090-1190 mio. kr., og det fik aktien til at sige 4 pct. fredag.

Opjusteringen hos Royal Unibrew skabte også ekstra interesse for Carlsberg-aktien, som steg 1,1 pct. i løbet af dagen.

Mandag formiddag stiger Carlsberg 0,8 pct. til 756,60 kr. Royal Unibrew stiger 0,3 pct. til 488,40 kr.

Analysehus hæver Unibrew-kursmål med 20 pct

Savonije: Godt vejr og hurtigt italiensk opkøb årsag til opjustering

Danske Bank løfter Unibrew-kursmål

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også