Baron holder lukningstruet slotsbryggeri i live

For tredje år i træk er der usikkerhed om, hvorvidt Slotsbryggeriet Gavnø fra Sydsjælland kan fortsætte sin drift. Tidligere holdt moderselskabet hånden over det underskudsgivende bryggeri, men fremover skal baronen selv spæde til.
Baron Otto Reedtz-Thott, adm. direktør i Slotsbryggeriet Gavnø og ejer af Gavnø Slot, hvis mursten har været i slægtens besiddelse siden 1600-tallet. | Foto: Jeppe Michael Jensen
Baron Otto Reedtz-Thott, adm. direktør i Slotsbryggeriet Gavnø og ejer af Gavnø Slot, hvis mursten har været i slægtens besiddelse siden 1600-tallet. | Foto: Jeppe Michael Jensen

Det var baronesse Helle Reedtz-Thott, der i 2007 fik idéen til at opføre et mikrobryggeri på Gavnø Slot sydvest for Næstved.

Et år senere åbnede dørene til Slotsbryggeriet Gavnø, hvor hendes mand baron Otto Reedtz-Thott i dag er at finde i direktørstolen.

De første år producerede mikrobryggeriet øl sammen med Næstved-bryggeriet Føniks, men i starten af 2012 skiltes de to parter for at fortsætte produktionen hver for sig. Slotsbryggeriet producerer i dag øl under eget navn til blandt andet Irma og onlinetjenesten Coop Mad samt specialøl som private label.

Et eventyr har det ikke været at drive mikrobryggeriet, der ligger i én af slottets avlsbygninger fra 1800-tallet – i hvert fald ikke, hvis man tager afsæt i tallene i det senest opgjorte regnskab.

Ti år efter bryggeriet blev etableret, har det vist sig svært at komme i plus. I regnskabet for 2017 lød bruttotabet i virksomheden på minus 105.000 kr. mod et minus på 11.000 kr. året før.

Siden 2011, som er så langt tilbage regnskabsbasen BIQ har tal fra Slotsbryggeriet Gavnø Aps, har selskabet ikke haft plus på bruttoresultatet. Størst var minusset i 2015, hvor selskabet var nede og røre et minus på 387.000 kr.

Af ledelsesberetningen fremgår ingen forklaring på de røde tal, hverken i det seneste regnskab eller i bundåret, ligesom ingen fra selskabet ønsker at udtale sig til FødevareWatch.

Dog fremgår det i ledelsesberetningen, anført af adm. direktør Otto Reedtz-Thott, at "selskabet har tabt selskabskapital og forventer at retablere denne inden for 1-2 år via egen indtjening eller kapitalindskud."

En identisk ordlyd fremgår i regnskabet i 2015, blot forventede ledelsen dengang, at reetableringen ville finde sted inden udgangen af 2018 og ikke inden udgangen af 2019.

Hul i kistebunden

Det er ikke kun på toppen, der er rødt. På posten egenkapital har det sydsjællandske mikrobryggeri også skulle se langt efter de sorte tal.

Hvor der på kistebunden i år 2011 lå knap 1,78 mio. kr., er kapitalberedskabet skrumpet stødt år for år og egenkapitalen nåede sit laveste på minus 379.000 kr. i 2015.

Siden 2015 har egenkapitalen været i minus og ved udgangen af seneste regnskabsår var polstringen i alt i minus 130.000 kr.

Tre års usikkerhed om fremtiden

Som indikeret har især de seneste tre år har været hårde for det lille slotsbryggeri på øen sydvest for Næstved.

Af regnskaberne i de respektive år fremgår det, at der har været usikkerhed om, hvorvidt Slotsbryggeriet Gavnø kan fortsætte sin forretning.

I 2015 tabte bryggeriet "mere end halvdelen af selskabskapitalen", og i 2016 havde bryggeriet "tabt selskabskapitalen", skriver adm. direktør Otto Reedtz-Thott i ledelsesberetningen.

I regnskaberne fra de to år hedder det, at "selskabets moderselskab har afgivet støtteerklæring med henblik på at afdække eventuelt likviditetsmæssigt underskud som måtte opstå indenfor den næste 12 måneders periode."

Det seneste år, hvor bryggeriet igen har "tabt selskabskapitalen", er det dog ikke som tidligere baronens selskab, Driftsselskabet af 1. november 1984 ApS, der skal dække omkostningerne, men derimod Otto Reedtz-Thott selv. Det tidligere moderselskab fremstår ikke længere som ejer af Slotsbryggeriet Gavnø, som nu er direkte og 100 pct. ejet af baronen uden et selskab imellem.

Af ledelsesberetningen fremgår det, at "der er afgivet støtteerklæring fra baron Otto Reedtz-Thott med henblik på, at afdække eventuelt likviditetsmæssigt underskud som måtte opstå indenfor den næste 12 måneders periode."

Overskud trods røde tal på top og kistebund

Modsat de røde tal på toplinjen og manglen på egenkapital, byder bundlinjen i slotsbryggeriet på et plus.

Gavnøs overskud er hævet med knap 109.000 kr. fra året før og lander på 179.000 kr. i 2017. De to overskud er overført direkte til den negative egenkapital.

De to år markerer de første overskudsår siden 2011, hvor også et overskud på godt 33.000 kr. kunne findes på bundlinjen.

Dog hører det med til historien, at indtægter fra kapitalandele i associerede selskaber i 2016 udgjorde 450.000 kr. og i 2017 udgjorde 300.000 kr. Ligeledes var der i 2017 finansielle indtægter på i alt 107.000 kr.

I årene 2012-2015 har underskuddet ligget mellem minus 341.000 kr. og minus 725.000 kr.

Store lønudgifter men ingen medarbejdere

Siden 2011 har bryggeriet kun ét år i gennemsnit haft én medarbejder ansat, ifølge selskabets regnskaber.

Det skete i år 2012.

De resterende år har der i gennemsnit været ansat nul medarbejdere, fremgår det af regnskabet. Samtidig har der fra 2013 til 2016 været udbetalt personaleomkostninger på i alt 189.794 kr.

Af regnskabet fremgår det ikke, hvem pengene er udbetalt til.

FødevareWatch har været i kontakt med administrationen på Gavnø Slot, der kunne fortælle, at Otto Reedtz-Thott ikke ønsker at udtale sig, ligesom beskeden var, at ingen andre i produktionen, herunder Helle Reedtz-Thott eller brygmesteren Mogens Damm, ønsker at udtale sig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også