Efter lukningen af Kiwi: Netto og Rema 1000 i vild duel

Vinderen i discountkrigen bliver Netto og Rema 1000. De øvrige kæder vil blive presset yderligere, spår Retail Institute Scandinavia på baggrund af ny analyse.
Foto: Carsten Andreasen
Foto: Carsten Andreasen
AF JENS ERIK RASMUSSEN

Kiwi lukker og slukker for 103 butikker i løbet af få måneder. Med en aktør mindre er der lagt op til en intens tvekamp mellem markedslederen Netto og den aggressive og succesrige Rema 1000. Det vil lægge voldsomt pres på de øvrige kæder Fakta, Aldi og Lidl.

Det vurderer Retail Institute Scandinavia på baggrund af en ny analyse, der viser, at de to kæder har suverænt bedst fat i de danske forbrugere.

"Vi vil se en vild duel mellem Netto og Rema 1000, og det vil presse alle andre kæder voldsomt," siger Henning Bahr, direktør i Retail Institute Scandinavia.

Solidt forspring

Han fremhæver, at de to kæder i en ny analyse har et solidt forspring til konkurrenterne. Samtidig har begge kæder store ambitioner.

En repræsentativ undersøgelse blandt 1.000 forbrugere viser, at tre fjerdedele af alle danskere har handlet i Netto i løbet af de seneste tre måneder. Mere end halvdelen har i samme periode købt ind i Rema 1000. Andelen er større end hos Fakta, selv om denne kæde har flere butikker.

Retail Institute Scandinavia fremhæver, at analysen viser, at flere foretrækker Rema 1000 frem for Netto, når de svarer på, hvilken dagligvarebutik de foretrækker.

"Det viser klart, at Rema 1000 ikke kun har vundet mange danskeres pengepung, men også hjertet. Heri ligger truslen for Netto måske først og fremmest," siger Henning Bahr.

Rema 1000 foretrækkes

Tallene viser, at en tredjedel af kunderne hos Rema 1000 foretrækker netop den kæde. Hos Netto er andelen kun på 20 pct. Mere lige er fordelingen, når danskerne spørges om, hvor de lægger størstedelen af deres budget. Her scorer begge kæder 27 pct., mens Fakta halter bagefter med 19 pct., men dog ligger langt foran Lidl, Kiwi og Aldi.

Ifølge Retail Institute Scandinavia kan Rema 1000 få det lidt lettere, når Kiwi lukker. Og kæden, der er ejet af den norske koncern Reitangruppen, har store ambitioner.

Rema 1000 åbnede sidste år 14 nye butikker, og målet er 15-20 nye forretninger årligt.

"Vi har fået mere fart på i år, og 2017 bliver året, da vi forhåbentligt passerer 300 butikker. Derefter tager vi fat på målet om 400 forretninger," oplyste Henrik Burkal, adm. direktør i Rema 1000, til Jyllands-Posten i forbindelse med offentliggørelsen af et rekordregnskab for nylig.

Ny chef for Netto

Netto har imidlertid erkendt, at der skal gøres noget for at holde forspringet. Dansk Supermarked, der ejer Netto, har netop hentet den erfarne Michael Løve hjem fra Storbritannien som chef for Netto-kæden.

"Vi skal og må – også i Danmark – investere i at løfte Nettos koncept," sagde Per Bank, koncernchef i Dansk Supermarked i den forbindelse til Jyllands-Posten.

Retail Institute Scandinavia konstaterer, at Rema 1000 med 15 nye butikker årligt teoretisk kan nå op på siden af Netto i 2025.

"Netto vil naturligvis ikke uden kamp afgive eller dele førstepladsen, så vi må forvente, at der i de kommende år bliver investeret på alle fronter. Det er derfor mest sandsynligt, at de to markedsdominerende vindere vil lægge endnu større afstand end i dag til de øvrige lavpriskæder. Flere af dem vil fortsat skulle kæmpe med vækstproblemer og underskud i de kommende år," siger Henning Bahr.

Coop og Rema 1000 bakker op om ny id-app

Konkurrenter flokkes om lukkede Kiwi-butikker

Per Thau: Kiwi-lukning giver millionunderskud i 2016, 2017 og 2018

Dagrofa-boss: Vi er færdige med discount

Kiwis exit kommer kort efter stor investeringsrunde

Discountkæden Kiwi lukker i Danmark

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også