Nemlig.com indgår ny lokalaftale med 3F

Efter afsløringer om problematiske forhold har Nemlig.com indgået en lokalaftale med 3F for ansatte i Brøndby.
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Onlinesupermarkedet Nemlig.com har lavet en ny lokalaftale med fagforbundet 3F.

Det oplyser Nemlig.com i en pressemeddelelse mandag. Lokalaftalen er indgået fredag, fremgår det af meddelelsen.

Med lokalaftalen reguleres en række lokale forhold i den overenskomst, der i forvejen er tegnet mellem Nemlig.com og 3F, og som omfatter alle cirka 1400 medarbejdere i Nemlig.coms varehus i Brøndby.

Den nye lokalaftale betyder, at op til 30 pct. af medarbejderne kan arbejde på deltid.

Derudover skal deltidsansatte, der har haft arbejdsuger på mere end 37 timer i en periode på over to måneder, tilbydes fuldtidsansættelser.

"Vi er rigtig glade for den nye lokalaftale om deltidsmedarbejdere, som vi nu har indgået med vores lokale 3F-afdeling. Det tog kun fire uger at blive enige om den nye aftale, og vi vil ligesom med den gamle lokalaftale holde os til det, vi har aftalt," siger Stefan Plenge, der er adm. direktør i Nemlig.com, i pressemeddelelsen.

Den indgåede lokalaftale kommer efter en periode, hvor Nemlig.com er blevet afsløret i flere problematiske arbejdsforhold.

Blandt andet har Politiken kunnet afsløre, at Nemlig.coms lagermedarbejdere har haft mellem 9 og 14 sekunder til at hente og pakke hver vare, og at selskabet har overvåget og fyret de ansatte, der ikke arbejder hurtigt nok.

Har haft travlt

Nemlig.com har flere gange afvist den kritik, der har været af selskabet, og selskabet har blandt andet forklaret sig med, at det har haft ekstraordinært travlt grundet coronapandemien.

Travlheden bliver gentaget af Stefan Plenge i forbindelse med indgåelsen af den nye lokalaftale.

"Det har betydet, at mange af vores deltidsmedarbejdere i denne periode har arbejdet rigtig mange timer, hvilket de naturligvis har fået fuld betaling for jævnfør 3F-overenskomsten. Vi har i flere måneder været tilbage på et normalt arbejdsniveau for både vores fuld- og deltidsmedarbejdere, og vi ser nu frem til at implementere den nye lokalaftale over det næste stykke tid," siger Stefan Plenge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter