Direktør for Intervare svarer igen på kritik: Fejlagtige konklusioner

Københavns Kommune har efter en "grundig kontrol" rettet kritik af arbejdsforholdene for chauffører, der kører for Nemlig.com's moderselskab Intervare. Der er ifølge kommunen blandt andet tale om dumpingløn, ingen fridage, lange arbejdsdage og manglende forsikring.
Vognmændene er dog ikke ansatte hos Intervare, men "selvstændige vognmænd" med egne cvr-numre på linje med selvstændige erhvervsdrivende, lyder det ifølge Berlingske fra Stefan Plenge, der er adm. direktør for Intervare og Nemlig.com.
Der er derfor tale om "fejlagtige konklusioner", mener direktøren, som bliver bakket op af brancheorganisationen Dansk Erhverv. Intervare og Dansk Erhverv planlægger at sende en redegørelse til Københavns Kommunes CSR-enhed for at forklare situationen, lyder det.
"Københavns Kommunes CSR-enheds timeopgørelse stemmer ikke overens med de data, som Intervare har i forhold til, hvornår varerne er leveret. Vi vil også i denne sammenhæng sende en redegørelse til Københavns Kommunes CSR-enhed, hvor vi forklarer vores opfattelse af sagen," udtaler Stefan Plenge i et skriftligt svar til Berlingske.
Svaret kommer efter, at Københavns Kommunes har foretaget en kontrol, der viser, at Intervares chauffører er blevet underbetalt med i gennemsnit 23.300 kr. om måneden. Kommunen kræver på den baggrund, at Intervare betaler 419.000 kr. alene for tre måneders underbetaling til de seks undersøgte chauffører.