Remas onlineløsning skal holde liv i lokale butikker

I kraft af den fortsatte Rema 1000-ekspansion bliver onlineløsningen Vigo, som siden 2016 har fungeret i samspil med kædens butikker, stadig stærkere og mere relevant, siger direktør.
Foto: PR/VIGO
Foto: PR/VIGO

Som de første og hidtil eneste er onlinevirksomheden og appen Vigo hoppet med ombord på Arlas lancering af sit Click & Cook-initiativ, hvor brugerne af opskriftsuniverset under Karolines Køkken kan gå direkte fra opskrift til indkøbskurv.

Det var ifølge Vigo-direktør Jesper Bove-Nielsen en "no brainer" at sige ja tak til muligheden for at få bundet Rema 1000’s onlinearbejde sammen med Arlas opskriftshjemmeside.

"Det er en oplagt og god idé at binde så stort et opskriftsmarked sammen med stedet, hvor man kan finde varerne, og det overrasker mig egentlig, at der fra start ikke har været flere, som er hoppet med ombord," siger han til FødevareWatch.

"Hvis man har et ønske om at digitalisere dagligvarehandlen rigtigt, så er det vigtigt, at man også har et øje for, hvordan man får varerne sendt helt i mål og helt ud til kunderne. I det her setup har Arla en masse forbrugere, som kan have brug for at komme videre fra opskrifterne til de varer, som de skal bruge. Gennem Rema 1000 med Vigo rammer opskrifterne virkeligheden ude i hjemmene, det er helt oplagt,"  hedder det videre.

Jesper Bove-Nielsen, adm. direktør, Vigo.dk
Jesper Bove-Nielsen, adm. direktør, Vigo.dk

Jesper Bove-Nielsen har siden 2016 stået i spidsen for udviklingen og lanceringen af appen Vigo, hvor tilmeldte brugere kan købe ind for hinanden i den lokale Rema 1000-butik. Ifølge bagmanden vokser tilslutningen og brugen af appen hele tiden, og man har i dag 250.000 registrerede brugere.

Direktøren for selskabet, der også er ejet af norske Reitan, er ikke så meget for at tale om omsætning og de øvrige nøgletal, som appens brugere er med til at generere. I stedet fremhæver han, at der gennem appen fra tid til anden bliver handlet meget hurtigt, når en bruger lægger en indkøbsliste ind til køb hos andre brugere. Der findes eksempler på leveringstid på helt ned til 17 minutter, hedder det.

Vokser i kraft af fysiske butikker

Modsat onlineløsninger fra eksempelvis Nemlig, Coop, Aarstiderne og Retnemt er Vigo ikke hægtet op på nogen central logistikløsning, der direkte involverer et centrallager, lastbiler eller chauffører. Det er ifølge Jesper Bove-Nielsen hele grundideen.

"Den nemmeste måde at løse logistikopgaven, ville have været at købe en masse lastbiler, som kan fragte varer ud. Men vi mener, at det er bedre at brugerne hjælpes ad ude i lokalsamfundet, hvor der er kortere afstand mellem en kunde og butik, end der er mellem en slutkunde og et centrallager. Matematikken i det regnestykke er i sidste ende det bedste for at løse logistikopgaven de sidste kilometer til kunden, og det gavner både miljø, kunderne og vores mere end 330 butikker," siger han.

Han og resten af Vigo-holdet, har som overordnet vision at "løse familielogistikken," og i år handler udviklingsarbejdet om at komme "tættere på måltiderne" og gøre det til en bedre oplevelse af købe ind i appen og bruge den ude i butikkerne. Appen er blandt andet organiseret, så den passer sammen med den rækkefølge, som man møder varerne på i butikkerne, siger han.

Mens diskussionerne for og imod onlinearbejde bølger frem i dagligvarehandlen, kan Vigo slet ikke fungere, hvis ikke der er mange fysiske Rema 1000-butikker, hvor brugernes univers kan virke.

"Vi er naturligvis interesserede i at styrke de lokale butikker, og vokser vores onlinebutik, så bliver det ikke på bekostning af fysiske butikker, men i høj grad i kraft af dem," siger han.

Arla og Rema går sammen om "måltidskasse"

Rema 1000 skruer op for online-salget

18.000 klar til at bruge Remas deleøkonomi-ide

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også