Coop: Veganerprodukter kan blive et "nyt vindmølleeventyr"

Coops analysechef ser store synlige og underliggende strømninger blandt forbrugerne, der indikerer et stort potentiale for både producenter og dagligvarekæderne i at satse mere på plantebaserede fødevarer.

Veganske fødevarer og salg af af disse rummer et stort potentiale for både dagligvarehandlen og de danske fødevareproducenter.

Det mener Lars Aarup, der er analysechef hos Coop.

"Selve markedet for 100 pct. vegetarisk mad er ikke særlig stort, men når vi ser på aldersspredningen blandt de mennesker, der enten er vegetarer, veganere eller flexitarerne, er der en markant overrepræsentation blandt personer under 35 år. Det fortæller mig, at den her tendens ikke er en døgnflue. Det er en del af fremtidens køkken," siger han i et interview med FødevareWatch.

Lars Aarup anslår, at 3- 4 pct. af forbrugerne i Danmark er veganere, mens yderligere omkring 4 pct. er flexitarer og fra tid til anden gerne undgår kød. Alligevel vil tendensen mod mindre kød og flere plantebaserede fødevarer tage til i en grad, der ikke er til at vige udenom for hverken Coop eller koncernens leverandører.

"Det er vigtigt, at vi er med i den her kategori, fordi det ikke er noget, vi regner med går fuldstændig af mode igen ligesom en fidget-spinner. Derfor er vi nødt til at være med sammen med producenter og forbrugere og udvikle det," forklarer han.

Udbredelsen vil blandt andet blive styrket af, at unge mennesker, der aktuelt er frontløberne på tendensen, tager deres madvaner med sig, når de besøger forældre eller andre mere satte forbrugere, der derved vil blive introduceret til det mere grønne køkken.

"Det er vigtigt at kunne tilbyde de rigtige produkter her, fordi de mennesker og de kunder, som efterspørger veganske produkter, ikke bare skifter over til et andet produkt, hvis ikke vi har det. De skifter over til en anden butik. Det er meget enkelt," siger han og uddyber:

"Det er ikke ligesom, at hvis der ikke er minimælk, så vælger jeg skummetmælk. Hvis du har besluttet dig for at spise vegansk, og du ikke kan få det, jamen så går du hen, hvor du kan få det, eller også køber du det på nettet."

Sætter tryk på udviklingen

Senest har Coop sat ekstra tryk på det veganske sortiment med dets private label mærke Det Grønne Marked i Irma-regi, hvor der tilbydes en vifte veganske fødevarer.

Lars Aarup mener, at den udvikling blot vil tage til særligt i kraft af, at der ikke behøver at være noget enten eller. Kategorien kan altså vokse uden, at antallet af vegetarer eller veganere vokser, og det er af samme årsag, at kategorien overhovedet er interessant for Coop og eksempelvis Dansk Supermarked, lyder det videre.

"Der er ikke noget religiøst her. Man kan sagtens skifte frem og tilbage. Så når du spørger, hvor stort det er om 10 år, vil det korte svar være: meget stort. Det betyder ikke, at vi ikke sælger kød. Vi kommer fortsat til at sælge masser af kød og spise kød, men det bliver et hygiejnekrav for butikker, at de kan stille med et sortiment, der gør, at du kan vælge at leve uden kød eller med lidt kød," siger han.

Vækker minder

Lars Aarup peger videre på, at udviklingen på flere fronter vækker mindelser tilbage til den situation, som økologien oplevede lige før, at det for alvor brød frem på hylderne.

"Økologi blev lidt latterliggjort til at begynde med. Det gjorde vegetarer også, hvis du går måske bare 10 år tilbage, blev det mødt med forundring at leve kødfrit. Det var meget udansk. I dag kan du derimod ikke gå på en restaurant uden, at de har et lille V foran menukortet. Det er ikke odiøst mere," lyder det.

Tendensen omkring veganske fødevarer er også begyndt at vise sig hos de danske fødevareproducenter. Senest har det Orkla-ejede selskab Naturli’ Foods fået massiv medieomtale for dets plantefars, men har faktisk produceret plantebaserede mælkealternativer siden 1980. Derudover arbejder eksempelvis Løgismose med plantefars, mens også Danish Crown og eksempelvis Hanegal ser ind i en kategori med kødreducerede produkter.

Veganertendensen fik sit gennembrud i 2017

Lars Aarup mener, det er helt rigtig set, at de danske producenter åbner for vegansk produktion, og mere plantebaseret produktion for potentialet er enormt også i et globalt perspektiv.

"Hvis Danmark kan blive førende i at producere de her produkter og formår at kombinere det med vores økologiske image og fødevaresikkerhed, tror jeg, at vi står over for et nyt vindmølleeventyr," siger han og fortsætter:

"Vi vil kunne eksportere råvarer, maskiner og know-how til de dele af verden, som ikke har taget fat i det endnu, og som måske ikke har så god adgang til kød. Her kan efterspørgslen på noget, der minder om kød få helt vilde dimensioner i forhold til, hvad vi kommer til at opleve herhjemme."

Markant vokseværk i vegetarisk forening

Tyson polstrer investeringer i Beyond Meat

Madindeks: Sundhedstrends rykker ikke ved danskernes måltidsvaner - det gør til gengæld buffeterne

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også