Bar i aalborgensisk festgade får kritik for opfordring til "hård druk"

Alkoholreklamenævnet kritiserer bar for at overskride retningslinjer for markedsføring af alkohol og for at bruge dj’en Emil Lange som afsender på budskab om ”hård druk”.
Det er ikke første gang, at en bar i den aalborgensiske festgade Jomfru Ane Gade får kritik for at opfordre til druk. | Foto: René Schütze
Det er ikke første gang, at en bar i den aalborgensiske festgade Jomfru Ane Gade får kritik for at opfordre til druk. | Foto: René Schütze

Baren Hugos Garage i den aalborgensiske festgade Jomfru Ane Gade har fået kritik for at opfordre til ”umådeholdent indtag af alkohol”. 

Det konkluderer Alkoholreklamenævnet i en pressemeddelelse. 

Derudover er nævnet kritiske over for, at baren i et videoklip på det sociale medie Facebook har brugt dj’en Emil Lange, med navnet Emil Morrild Skou, som afsender på et budskab om ”hård druk”. 

I en video på Facebook reklamerer Emil Lange for en ”beer-pong”-turnering, hvor artisten i et videoklip siger: 

”Og så skal jeg på hård druk i aften, fordi det er onsdag.”

Alkoholreklamenævnet vurderer, at dj’ens formulering ”hård druk” er en direkte opfordring til et stort forbrug af alkohol, og den konkrete udtalelse kan opfattes som provokerende eller overtalende, hvilket er i strid med retningslinjerne for alkoholmarkedsføring. 

Hugos Garage tager kritikken til efterretning og har slettet opslaget på Facebook, og baren vil ”indskærpe over for dens ansatte, der laver opslag på de sociale medier, at være mere opmærksomme på både barens egne og Alkoholreklamenævnets retningslinjer”, skriver baren i en pressemeddelelse fra Alkoholreklamenævnet. 

Tidligere kritik af bar i Aalborg

Det er ikke første gang, at en Aalborg-bar møder kritik for at overtræde forbrugeraftale- og markedsføringsloven. 

I februar i år blev de to selskabet bag baren Zurf Bars, Saltlageret og Rekom, politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at have markedsført alkohol over for børn og unge under 18 år - og dermed for at overtræde forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven. 

Forbrugerombudsmanden modtog klagen over Zurf Bars fra Alkoholreklamenævnet, og ifølge nævnet havde baren gentagne gange kontaktet elever på Aalborg Handelsskole uden at have samtykke til det. Det skulle tilmed være blevet gjort på en måde, der af Forbrugerombudsmanden opfattes som ”aggressiv og utilbørlig” gennem meddelelser på Messenger og per telefon til elever i festudvalget på skolen. 

Elever beskrev, hvordan de blev kontaktet telefonisk af Zurf Bars, der på dagen for en fest tilbød et gratis bord samt en bordpakke, hvis bare de kom minimum ti piger. Samtidig blev der udleveret flere hundrede røde armbånd, der lå frit tilgængeligt på Aalborg Handelsskole, og som gav adgang til en gratis drink i baren.

På den baggrund politianmeldte ombudsmanden nu de to selskaber Rekom Group og Saltlageret. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også