Danske toprestauranter kæmper for ny førsteplads på prestigefyldt liste

Verdens bedste restauranter kåres tirsdag. Danske Geranium fik førstepladsen sidste år, men er ikke kandidat.
Foto: Stine Rasmussen/JPA
Foto: Stine Rasmussen/JPA
Ritzau

Verdens 50 bedste restauranter bliver kåret tirsdag aften, og her har danske restauranter mange gange toppet listen, der hvert år sammensættes af World Best Restaurant Academy.

Spørger man Bent Christensen, der er redaktør på Den Danske Spiseguide og tidligere jurymedlem ved 50 Best Restaurants, er en dansk førsteplads dog ikke oplagt.

”Mine forventninger er jo altid store. Men hvis man skal have noget seriøst at bygge det på, så må jeg sige, at det nok er sværere i år, end det har været i mange herrens år,” siger han.

Ved de seneste to kåringer er førstepladsen ellers gået til en dansk restaurant. I 2021 blev Noma i København kåret til verdens bedste restaurant for femte gang, mens prisen tilfaldt Geranium i København i 2022.

Siden 2022 har der dog været en regelændring i kåringerne - en tidligere vinder kan ikke blive nummer et igen, men optages i stedet i listens Best of the Best hall of fame.

Dermed kommer hverken Noma eller Geranium til at figurere på listen over verdens 50 bedste restauranter 2023.

Bent Christensen bedste bud på en dansk restaurant, der kunne indtage førstepladsen, er Alchemist, som ligger på Refshaleøen i København. Den blev sidste år kåret til den 18. bedste restaurant i verden.

Han er dog ikke overbevist om, at det ender sådan.

”De mennesker, der stemmer til listen, har et budget, som de selv står for. De er ikke betalt af nogen,” forklarer han.

Og med Alchemist’ prisniveau kan han godt frygte, at ikke nok jurymedlemmer har været til lommerne.

”Jeg føler mig ikke overbevist om, at der har været nok forbi. Jeg ved bare, at de, der har været forbi, vil helt klart stemme på dem,” lyder det.

Han nævner også restaurant Koks, der midlertidigt ligger i Grønland, som et bud. Men også her er han usikker på, om nok jurymedlemmer har været forbi.

Foruden Geranium og Alchemist optrådte Jordnær i Gentofte også på listen i 2022 - som nummer 38.

Men for knap to uger siden blev den offentliggjort blandt listens såkaldte ”boblere”, der er restauranter som ligger mellem nummer 51 og 100 på listen.

Den er altså heller ikke længere en kandidat.

Når verdens bedste restauranter skal kåres, bygger bedømmelserne på stemmer fra et panel på 1080 jurymedlemmer.

Juryen udgøres af en tredjedel kokke og restauratører, en tredjedel madskribenter og en tredjedel berejste gastronomer.

Der er ingen regler eller retningslinjer for, hvordan dommerne skal vægte deres stemmer. De baseres alene ud fra dommerens personlige oplevelse med restauranten, og der er ingen særlige kriterier, som en restaurant må opfylde, før der kan blive stemt på den.

Uddelingen finder sted i den spanske by Valencia tirsdag aften.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter