ISS-chef: Større andel af kantinedrift driver konkurrenters fremgang

ISS venter i år en organisk vækst på 4-6 pct. og mere end 5 pct. fra 2024 og frem. Imens har franske Sodexo spået en organisk vækst på 11 pct. i år, mens britiske Compass Group venter 15 pct.
Foto: PR/280940746
Foto: PR/280940746
Marketwire

ISS kan i øjeblikket skæve mod en række af selskabets konkurrenter, der har fremlagt imponerende prognoser for 2023.

Det var også en del af pensionskæmpen ATP’s oplæg på torsdagens generalforsamling i ISS, hvor der blev spurgt ind til forskellen på konkurrenternes prognoser og ISS.

Det danske selskab venter i år en organisk vækst på 4-6 pct. og mere end 5 pct. fra 2024 og frem. Til sammenligning har franske Sodexo spået en organisk vækst på 11 pct. i år, mens britiske Compass Group venter 15 pct.

Forskellen skyldes dog ifølge ISS’ administrerende direktør, Jacob Aarup-Andersen, at de to konkurrenter har en væsentligt større del af forretningen baseret på kantinedrift.

”Man skal huske på, at det er Food Services, der vokser rigtigt meget lige nu. Det gør det, fordi folk kommer tilbage til arbejdspladsen. Det er rent volumenpræget. Rengøring er relativt konstant - uanset om der er 50 eller 100 pct. i bygningen, hvor der er direkte korrelation, når man taler Food Services,” siger han i et interview med MarketWire i forbindelse med generalforsamlingen.

Under coronapandemien var det dog også de store spillere inden for kantinedrift, der led det største knæk, pointerer Jacob Aarup-Andersen.

”De så et meget større fald, end vi gjorde, og nu ser de en højere vækst. Det er helt fair.”

Frygter ikke recession

At ISS ifølge topchefen har en forretning, der ikke er nær så følsom over for uforudsete begivenheder og udsving i makroøkonomien, gør også, at han ikke frygter udsigten til en potentiel recession.

”Hvis man ser på vores 122-årige historie, så har vi set meget lille effekt fra makroøkonomiske cyklusser. Det har vi ikke, fordi der skal utroligt meget til, før at folk ikke er på arbejdspladsen,” siger han.

Som det også fremgik af selskabets årsrapport, har det modsatte faktisk været tilfældet i 2022 og i de første måneder af i år.

”Udsigten til en potentiel recession har bragt folk hurtigere tilbage på arbejdspladsen, fordi de har haft et behov for at være til stede og vise sig - og måske en frygt for at blive overset, hvilket kan være negativt i en proces, hvor man justerer arbejdsstyrken,” siger Jacob Aarup-Andersen.

Selv om arbejdsløsheden i mange lande lige så stille er begyndt at kravle i vejret, så er udgangspunktet utroligt lavt, pointerer ISS-direktøren.

”Der er ingen tvivl om, at en recession kan betyde færre i arbejdsstyrken, men jeg ser ikke en markant recession. Udgangspunktet er et halvtredsårigt lavpunkt i arbejdsløsheden, så det, at vi potentielt ser en lille stigning i arbejdsløsheden, vil ikke medføre en markant ændring i de kontormiljøer, vi arbejder i.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter